Henrik Søndergaard på 66 år er forberedt, hvis der pludselig udbryder en krig, eller der opstår en anden voldsom krisesituation. 

Han har sørget for, at han kan klare sig bag lukkede døre i huset i Hillerød i cirka en uge. 

»Jeg har en generator stående, jeg kan bruge, hvis strømmen pludselig ryger. Så er jeg sikker på at have el til en uge,« siger han. 

Han har også sørget for at have nogen dunke liggende og mad i fryseren. 

Henrik Søndergaard har gjort sig klar, hvis han må isolere sig en uge i sit hus. 
Henrik Søndergaard har gjort sig klar, hvis han må isolere sig en uge i sit hus.  Foto: Privat
Vis mere

»Det er godt at være fornuftig, så man er klar, hvis der sker noget, så man må blive inden døre,« siger Henrik Søndergaard, der er pensionist og bor alene i huset. 

Og faktisk gør han, hvad myndighederne er på vej til at anbefale. 

Der er nemlig sat et arbejde i gang hos de danske myndigheder, der har til formål at øge danskernes hjemmeberedskab, hvis der kommer en krig eller anden krise.

Arbejdet er blevet sat i gang, efter at både myndigheder i Sverige og Norge har opfordret deres befolkninger til at ruste sig til at kunne klare sig i hjemmet i nogle dage.

'Prepping' vinder frem
I kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine er fænomenet 'prepping' kommet til Danmark.

Flere folketingspolitikere er da også begyndt at købe ind fra Beredskabsforbundets liste over ting, man bør have i hjemmet.

Søren Espersen fra Danmarksdemokraterne har 15-20 liter vand og dåsemad under trappen på sin bondegård i det sydlige Sjælland.

»Jeg vil meget nødigt identificere mig selv som prepper, men når der har været myndigheder i landene omkring os, der opfordrer til det, gør jeg, som der bliver sagt,« sagde Søren Espersen torsdag til B.T.

Og så har Lars-Christian Brask fra Liberal Alliance for nylig købt specielle filtersugerør, som han kan bruge, hvis en krigssituation pludselig fører til en mangelfuld vandforsyning.

»Jeg vil da være død ked af det, hvis ikke jeg kan få noget at spise og drikke, hvis der opstår en nødsituation,« sagde han. 

Henrik Søndergaard vil dog ikke sige, at han går og frygter, der kommer en egentlig krig. 

»Jeg synes, der er nogen, der maler et billede af, at den helt store krig bryder ud, og det vil regne med bomber over os. Sådan tror jeg ikke, det ender, men det er godt at være parat, hvis der kommer en krise,« siger han.

Rigmanden Karsten Ree har også gjort sig klar, hvis krigen rammer. 

Læs om det HER.