Den kendte erhvervskvinde Stine Bosse, der har over 30 års erfaring med diverse bestyrelsesposter, kommer med hårde ord om strategien hos Coop. 

Torsdag er det kommet frem i B.T., at en række kilder i og omkring Coop fortæller, at underskuddet på driften af Coops supermarkedskæder er meget markant.

Flere kilder indikerer, at der er tale om et stort, trecifret millionbeløb, som meget vel kan være lige så stort som underskuddet i 2022, hvor det lød på 628 millioner kroner. 

»Det kommer ikke voldsomt bag på mig, at udviklingen ikke er, som man havde håbet på hos Coop,« siger hun om oplysningerne fra kilderne. 

Der er overraskende mange penge at spare udgifterne til brændstof. Hør mere om det i denne uges udgave af podcasten Spar Kassen:

Efter tre år i bestyrelsen hos Coop, valgte Stine Bosse sidste år at sige farvel og tak. 

»Grunden til jeg forlod Coop var, at jeg i tre år i bestyrelsen forsøgte at få ændret nogen ting. At få drøftet strategi, til-og fravalg og økonomi, og det var tæt på en umulig opgave. Derfor var jeg nødt til at gå min vej,« siger hun og tilføjer: 

»Når man ikke kan udrette noget, må man gå. Man har ikke så meget andet at gøre.«

De dårlige resultater har ifølge flere kilder resulteret i uro og uenigheder i Coop. 

En del af uenigheden er Coops besvær med at få alle Kvickly- og SuperBrugsen-butikker med i projektet om at skabe en samlet Coop-kæde, som Coop ellers annoncerede oprettelsen af for over et år siden.

Kilder fortæller, at de Coop-testbutikker, som er etableret i Codanhus og Hinnerup, ikke har leveret de resultater, Coop havde håbet på at se, og det bidrager til modvilligheden til at omlægge SuperBrugsen- og Kvickly-butikker til det nye Coop-koncept.

'Ikke vokset i min have'
Ud over de skuffende resultater fra de to testbutikker, erfarer B.T. også, at 365 Discount har det meget svært økonomisk.

Alene 365 Discounts arbejde med at få priserne i butikkerne til at flugte med resten af discountmarkedet har kostet et stort, trecifret millionbeløb i underskud.

Stine Bosse er klar i mæglet om, at hun ikke bakkede op. 

»Det er ikke vokset i min have. Kan man ikke sige det sådan?,« lyder det fra hende. 

Stine Bosse melder, at hun både var imod, at Coop vil nedlægge Irma, oprettelsen af 365 Discount og det nye Coop-koncept.

»Det er hele satsningen. Jeg mener man kan læse det, når man går ud og siger, at Danmark er fyldt med alt for mange discountbutikker, hvor efter man åbner flere. Det hænger ikke sammen,« siger Stine Bosse, der i øvrigt stiller op til det kommende Europa-Parlamentsvalg for Moderaterne. 

Når du udtaler dig kritisk nu, så er det ikke, fordi du har lig i lasten eller andet fra din egen tid i bestyrelsen hos Coop?

»Nej, det er kun et spørgsmål om de satsninger, man har gjort. Det er der, problemet ligger,« siger hun.

Jens Juul Nielsen, der er kommunikationsdirektør hos Coop, er blevet forelagt kritikken fra Stine Bosse.

Han oplyser, at Coop ikke har har nogen kommentarer.

Mogens Bjerre, der er lektor på CBS, har klar holdning til situationen hos Coop. Læs det HER