Den nyvalgte bestyrelsesformand for Coop amba, Pernille Skipper, kommer ikke til at modsætte sig, at der med stor sandsynlighed vil komme lukninger af flere 365discount butikker.

Det sker, efter der lørdag formiddag er præsenteret et stort underskud på minus 717 millioner kroner for driften i Coop, og en katastrofal stor del af underskuddet skyldes 365discount.

»Vi tager det i bestyrelseslokalet i Coop Danmark, men der er ikke nogen tvivl om, at det med at tilpasse antallet af butikker, og hvor de ligger henne, er del af det at drive en forretning,« siger Pernille Skipper og tilføjer:

»I sidste ende handler det her om grundlæggende at sikre en masse arbejdspladser og de 1.000 butikker, der er livsnerven i mange små lokale samfund rundt om i landet.«

Selv er hun rigtig trist over det blodrøde regnskab.

»Det er dystre tal, og bestemt ikke noget nogen af os kunne ønske os,« siger hun.

Hvor handler du egentlig selv henne?

»Jeg handler i SuperBrugsen på Nørrebrogade. Det er en skøn butik, der sælger meget økologisk,« siger Pernille Skipper.

Men handler du så aldrig selv i 365discount, der har så stort underskud?

»Jo, det kan godt ske, men min lokale er SuperBrugsen,« siger hun.

Hør 16.30 minutter inde i denne særudgave af podcasten Spar Kassen, hvor redaktionschefen mener, 365 Discount halter bagefter i forhold til konkurrenterne: