Den kommende formand for Coop amba, Pernille Skipper, krammede folk og havde det store smil fremme, da det fredag aften kom frem, at et stort flertal havde besluttet, at selskabet OK med 670 tankstationer får halvdelen af ejerskabet i kriseramte Coop. 

Men pludselig stoppede hun med at smile.

Det var da Pernille Skipper løftede sløret for de store bekymringer, der blev fremlagt på et timelangt møde, de 126 medlemmer af Coops landsråd holdt bag lukkede døre. 

»Meget af diskussionen den seneste uge har været, hvor det efterlader Coop som medlemsejet kæde, og det har vi også brugt mange timer på at diskutere i dag,« siger Pernille Skipper om det lukkede møde på kursuscentret Severin i Middelfart. 

Pernille Skipper fortæller videre, at hun selv har haft lukkede samtaler med OK inden dagens afstemning.

»Hvor det efterlader det medlemsejede Coop er også noget af det, jeg har bekymret mig om i mine samtaler med OK,« siger hun med alvor i stemmen. 

Hvad gør så, at du ikke selv er så bekymret mere?

»Der er to ting. Det ene er, at OK selv er medlemsejet. De har det i blodet og DNA'en. De ser det som værdi i sig selv,« siger hun og tilføjer: 

»Det er svært at forestille sig andre have den kærlighed til andelstanken og medlemsdemokratiet. Det andet er, at vi som del af aftalen har forsikret hinanden på, at medlemsdemokratiet ikke bare er noget i hjertet, men der styrker forretningen.«

'Nul magt'
En anden konsekvens af det nye ejerskab er, at Pernille Skippers magt nu kommer til at blive langt mindre.

Den mangeårige direktør i Irma Alfred Josefsen har været ude at sige, at Pernille Skipper som formand får nul magt.

Det er blevet sagt, at efter OK er kommet ind i Coop, får du ikke nogen magt. Hvad siger du til det?

»Coop amba kommer stadig til at eksistere og ejer en stor del af Coop Danmark. Det skal vi fortsat gøre. Det er ikke sådan, vi slet ikke får noget at skulle have sagt,« siger Pernille Skipper.

Men ender du ikke med at få mindre magt som formand efter den nye aftale med Coop?

»På papiret er der mindre magt til Coop amba, fordi der er en klausul i aftalen, der hedder bestemmende indflydelse til OK. Men i virkelighedens verden handler det om det samarbejde, vi laver i virksomhedsbestyrelsen, hvor Coop amba kommer til at have indflydelse,« siger hun. 

Men får du nu mindre magt over Coop som formand i bestyrelsen. Ja eller nej?

»Jo, på papiret, fordi der er en klausul om bestemmende indflydelse til OK. Men det er ikke som en afstemning i en byrådssal, hvor det kun er flertallet, der bestemmer. Der sidder ikke et mindretal i en bestyrelse, og slet ikke får noget at skulle have sagt,« siger hun og slår ud med armene. 

Hvordan har du det egentlig med, at energiselskabet OK nu får så meget magt i Coop, når du tidligere var frontfigur i Enhedslisten?

»Det har ikke så meget med det at gøre. Lige nu er jeg lettet og ekstremt glad. Nu har vi muligheden for at få vendt skuden ved at få penge på bundlinjen,« siger Pernille Skipper, inden hun skal ind og spise middag med de andre mødedeltagere. 

 Læs HER, hvad B.T.s pengechef siger om den nye aftale, Coop har lavet med OK. 

Hør 16.30 minutter inde i denne særudgave af podcasten Spar Kassen, hvor redaktionschefen mener, 365 Discount halter bagefter i forhold til konkurrenterne: