Bagermester Tommy Digemose har rigtig travlt i de her dage.

Selv om det på fredag er første gang, at store bededag ikke længere er en helligdag, er det hans plan at gøre mange, mange hveder klar.

»I mange år har det været en tradition med hveder til store bededag, så selv om det ikke længere er en formel hellig dag, så laver vi 35.000 hveder, ligesom vi gjorde sidste år,« siger Tommy Digemose, der har Høyers Konditori i Stege og KonditorBageren i Vordingborg. 

Mange husker nok, hvordan det skabte stor vrede og demonstrationer, da SVM-regeringen besluttede at fjerne store bededag som helligdag.

Tommy Digemose mener da også, at det er en helt urimelig beslutning. 

»Vi vil prøve at holde traditionen ved lige, så vi fortsætter med at lave et stort antal hveder, og vi vurderer også, at der er en stor interesse fra folk i at holde fast i traditionen, selv om store bededag ikke længere er helligdag,« siger bagermesteren.

Faktisk er dagen før store bededag den dag, hvor bagerbutikkerne har mest travlt viser tal, Danske Bank har fået lavet hos Danmarks Statistik.

Kortforbrug hos bagere siden 2019.
Kortforbrug hos bagere siden 2019. Foto: Danske Bank / Danmarks Statistik / Macrobond
Vis mere

Privatøkonom hos Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen tænker, at salget af hveder tager et nyk ned i takt med, at store bededag bliver en mere og mere normal hverdag. 

»Hvor andre brancher nok bare ser en forskydning af forbruget til andre dage, så kan jeg godt blive bekymret for, at bagerne ikke får den omsætning tilbage, hvis traditionen med varme hveder op til store bededag fortager sig,« sagde privatøkonomen onsdag til B.T.

Tommy Digemose kan godt frygte, at det går den vej. 

»Jeg tror på, at vi er samme salg i år af hveder, men jeg kan godt være nervøs for, at traditionen med at købe hveder op til og på store bededag bliver mindre med tiden,« siger han. 

Har du lyttet til B.T.s podcast Spar Kassen?

I det seneste afsnit går vi helt tæt på det dramatiske og historiske årsmøde i Coop, hvor man præsenterede et blodrødt katastroferegnskab, en ny formand og godkendte en historisk redningsplan.