100-årige Agnes Olesen flyttede i efteråret på plejehjem kort efter hendes søn Bent Holst var flyttet ind. I dag nyder mor og søn deres sidste tid sammen.
Det er de færreste, der oplever at blive genforenet med sin mor under samme tag efter mere end 60 år hver for sig. Men i oktober sidste år kunne 80-årige Bent Holst ikke desto mindre sige goddag og velkommen til sin mor, 100-årige Agnes Olesen, på plejehjemmet Dronning Ingrids Hjem i østjyske Brædstrup.
Mens Agnes i flere år har døjet med et dårligt knæ, der hæmmer mobiliteten, var Bent i sommer igennem en større operation, der efterlod ham i en sådan forfatning, at mor Agnes frygtede, at hendes søn aldrig ville blive i stand til at gå igen.
Derfor blev de begge tilbudt plads på plejehjemmet i Brædstrup af Horsens Kommune, og det tilbud skulle mor og søn ikke bruge mange sekunder på at takke ja til, fortæller de samstemmende. Agnes husker stadig dagen tydeligt, selvom hun i efteråret også var i gennem en anden yderst mindeværdig dag, sin 100-års fødselsdag.
»Jeg havde søgt plejehjemsplads, men der var ingen i Horsens. Så da damen fra kommunen (visitatoren, red.) pludselig ringede en dag og sagde, at vi skulle mødes hos Bent, så blev jeg bekymret over, hvad det gik ud på. Men jeg blev simpelthen så glad, da det viste sig, at vi begge kunne få plads her på Dronning Ingrids Hjem,« siger Agnes Olesen.
Fra sengeliggende til gående
Inden mor og søn flyttede på plejehjem sammen, boede de tæt på hinanden i Horsens.
»Vi boede på 1. sal i hver sin boligblok, men jeg er ikke god til trapper længere på grund af mit knæ, så det var svært for mig at besøge Bent. Det er meget lettere her på plejehjemmet,« siger Agnes Olesen.
BT møder Agnes Olesen og Bent Holst på Agnes værelse, hvor Bent rutinemæssigt har taget plads i den grønne sofa. Selvom den er blød og svær at komme op af, forklarer han.
Agnes og Bent har værelser i hver sin fløj på plejehjemmet, men afstanden er ikke et problem for Bent, der hurtigt kan spadsere på besøg hos sin mor med hjælp fra sin rollator. Sådan var det dog ikke, da Bent flyttede ind 2. oktober sidste år. Da var han sengeliggende og stadig smertepåvirket efter sin omfattende operation. Det fortæller plejehjemsleder Maybritt Hørup.
»Det har været godt for ham at komme til os, hvor vi kan have beboerne under opsyn hele døgnet. Så kan du meget nemmere styre kosten og genoptræningen. Hvis du ligger derhjemme i smerter og kun får besøg af hjemmesygeplejersken, så har du måske ikke lyst til at spise noget, og så har du heller ikke kræfter til at komme ud af sengen. Det er en dårlig spiral, og den fik vi lynhurtigt vendt, og så er Bent også en viljefast mand. Men der er ingen tvivl om, at de begge har haft godt at være så tæt på hinanden,« siger Maybritt Hørup med et glimt i øjet.
Og Agnes Olesen er lykkelig for, at hun får lov til at tilbringe den sidste tid sammen med sit eneste barn. Hun frygtede nemlig for sin søns førlighed efter operationen.
»Jeg var bange for, om Bent nogensinde ville gå igen. Han kom kun ud af sengen ved hjælp af en sele. Han havde slet ingen muskler i benene. Det er så dejligt, at han er kommet sig så hurtigt. Det er ikke til tro,« siger hun.
Vant til at være alene
Agnes har ellers ikke set meget til sin søn det meste af hans voksenliv. Bent flyttede hjemmefra som 17-årig og arbejdede i mange år som byggeleder i udlandet. Blandt andet ti år i Grønland og 15 år i Sverige, hvor tre af hans fire sønner også bor. En fjerde søn bor i Vestjylland.
»Jeg har alle dage været vant til at være alene, klare mig selv, lave min egen mad. Jeg kan godt savne den tid en gang i mellem. Men det er nu dejligt at være her. Man bliver passet og plejet til den helt store guldmedalje. Man får vasket tøj uden at bede om det, maden smager så godt, og personalet er så flinke mod dig. Og så er vi tæt på hinanden hver dag. Hun betyder meget for mig,« siger Bent Holst mens han kigger på sin mor.
Han har kun en klage over tilværelsen. Det er håndværkerne, der er i gang med at reparere taget på plejehjemmet. De arbejder i øjeblikket på sektionen lige over Bents lejlighed, og bankelydene starter klokken syv om morgenen.
»Det er længe siden, jeg har været oppe så tidligt. Det var 12 år siden, inden jeg stoppede på arbejdsmarkedet,« siger Bent Holst.
Dejligt at bo sammen
Det er 12 år siden Agnes mand og Bents far døde. I den forbindelse flyttede han hjem til Horsens for at være nær sin mor, og i årene efter så mor og søn hinanden næsten dagligt. Hver weekend tog de på køreture sammen i oplandet omkring Horsens, hvor Agnes som ung arbejdede som pige på de lokale gårde.
Og hun er lykkelig for at have sin søn tæt på sig, fortæller hun.
»Inden min mand døde arbejdede Bent meget i udlandet, så det var ikke meget vi så til ham. På den måde er dejligt, at vi kan se så meget til hinanden nu. Der ville være så ensomt uden Bent,« siger Agnes Olesen.
Agnes flyttede ind på Dronning Ingrids Hjem to uger efter Bent, 14. oktober. Hun havde nemlig lige en vigtig begivenhed, der lige skulle overstås i starten af oktober.
»Jeg ville gerne holde min 100-års fødselsdagsfest i lejligheden i Horsens. Jeg har børnebørn og oldebørn i Sverige, og de skulle også have et sted at overnatte,« forklarer Agnes Olesen.
Spørgsmålet er så, om hverdagen under samme tag som mor og søn godt oppe i årene slet ikke har nogle ulemper? Ikke hvis man spørger Agnes og Bent.
»Det er dejligt at kunne gå en tur med Bent, at vi kan spise dejlig frokost sammen hver dag og hygge os med de andre beboere,« siger Agnes Olesen.
»Jeg har ingen dårlige ting at sige om bo samme sted. Men hvis nu mor har sat sig ved et bord med mange kvindelige beboere, så kan det godt være jeg lige finder et andet bord at spise ved,« siger Bent Holst med et grin.
