10 dykkere og det lokale brandvæsen har siden mandag ledt efter en 11-årig dansk dreng i en sø i Frankrig. Drengen har været forsvundet siden han mandag eftermiddag faldt overbord fra en vandcykel, skriver flere franske medier.

Uheldet skete omkring klokken 16.30 mandag i den sydfranske sø Lac de Saint-Cassien tæt på Cannes. Hvad der er sket, i forbindelse med at den danske dreng faldt overbord mandag, er ikke fastslået, men talsmanden for det franske lokalpoliti siger til den franske avis Var-Martin, at drengen muligvis har slået hovedet i forbindelse med faldet, som skete midt ude på den 160 meter brede sø.

Siden mandag eftermiddag har de 10 dykkere og det lokale brandvæsen søgt efter drengen i den 20-30 meter dybe sø uden held. De afbrød eftersøgningen i går aftes, men er i gang i tirsdag igen. Her forsøger de via en sonarbåd at fortsætte arbejdet, hvor de slap det i går. Arbejdet besværliggøres af uklart vand og bølger.

Hvis dagens efterforskning ikke udmunder i, at man finder drengen, vil politiet forsøge med andre metoder. Den eftersøgte dreng er på ferie i området med sine forældre og fire søskende.

BT har forsøgt at få en kommentar fra det lokale franske politi, men de har ikke nogen kommentarer på nuværende tidspunkt. Udenrigsministeriets Borgerservice undersøger sagen i øjeblikket men har endnu ikke fået nogen bekræftelse.

 

Opdateres...