Den 34. udgave af DHL-stafetten blev endnu en gang et tilløbsstykke i København, hvor 120.000 løbere i den forgangne uge har taget del i løbet i Fælledparken.

Mørket havde gjort sit indtog, da de sidste løbere fredag aften krydsede målstregen i Fælledparken i København og dermed satte punktum for en række hektiske aftener. De løb - bogstaveligt talt - i 120.000 andres fodspor, som de seneste fem dage har deltaget i den særdeles populære DHL-stafet.

I en pressemeddelelse oplyser arrangørerne, at antallet af deltagere nåede de 120.000, og at det var fordelt på 3.300 forskellige virksomheder og arbejdspladser.

Af pressemeddelelsen fremgår også, at især det offentlige synes at finde glæde i at trække i løbeskoene sammen med kollegaerne.

Region Hovedstaden er således suveræn topscorer, når det kommer til antallet af tilmeldte hold: 1.293 hold mønstrede regionen over de fem dage, mens andenpladsen målt på hold gik til en anden offentlig instans - Københavns Kommune - der havde 998 hold med. På tredjepladsen lå Novo Nordisk med 874 hold.

Arrangøren bag det populære løb, løbeklubben Sparta, tilskriver virksomhederne æren for den succes, løbet er blevet til.

»Virksomhederne har virkelig taget stafetten og løbet med arrangementet, om man så må sige. De sætter dagsordnen og medbringer festen. Vi stiller bare rammerne til rådighed og gør vores bedste for at få hjulene til at køre rundt,« lyder det fra Sparta Løbs direktør, Dorte Vibjerg, i en pressemeddelelse.

Konceptet har også vakt interesse i udlandet. Således har både det israelske og britiske atletikforbund været til stede den seneste uge for at få inspiration til at lave lignende arrangementer.

2014 var det 34. år, løbet blev afviklet på dansk jord.