Politiet mistænker spiritus og manglende rutine som fører som årsagen til, at en personbil med to unge mænd søndag morgen kl. 6.47 forulykkede på Kristianslundsvej i Bogense.

De to mænd er henholdsvis 17 og 18 år gamle, og det er endnu uvist hvem af de to, der sad bag rattet. Politiets efterforskning peger dog i retning af, at det var den 17-årige, som kørte den lånte bil, mistede herredømmet og endte med at ramme en træstub, hvorefter bilen væltede.

Den 18-årige blev klemt fast ved uheldet og ligger nu i respirator. Hans tilstand skulle dog være stabil. Den 17-årig slap fra ulykken med knubs.