En chef i Bilka præsenterede gymnasieeleven Mohamad Al Jawerheri for en opsigelseskontrakt i kølvandet på en Facebook-debat i gruppen 'Ja til frihed - Nej til islam'. Flere af brugerne havde henvendt sig til Bilka og klaget. Det fortæller den 17-årige selv til Radio24syv.

En diskussion i en Facebook-gruppe er tilsyneladende nu årsag til, at 17-årige Mohamad Al Jawerheri fra Næstved ikke længere har et fritidsjob som kassemedarbejder i Bilka i Næstved.

Kort før jul engagerede den danskfødte gymnasieelev sig i en debat om islam i den offentlige Facebook-gruppe 'JA TIL FRIHED - NEJ TIL ISLAM', men hurtigt udviklede debatten sig til, at Mohamad Al Jawerheri blev kaldt 'terrorist-tilhænger' og modtog trusler i sin indbakke.

For eksempel skrev en af brugerne:

»Jeg græmmes over, at vi har sådanne væsener (muslimer) som dig i samfundet«, og det blev fulgt op af:

»Du er absurd og en af grundene til, at den danske befolkning ikke er glade for muslimer.«

Til det svarede 17-årige Mohamad Al Jawerheri:

»Mine holdninger er demokratiske og i overensstemmelse med grundloven. Jeg har ingen sympati med terrorister, og som mange andre fredelige muslimer går jeg i skole, får en fremtid og forhåbentlig børn, der bliver her for evigt.«

Presset til at sige op i Bilka af sin chef

Samtidig begyndte brugere fra Facebook-gruppen at henvende sig Bilka i Næstved, hvor Mohamad Al Jawerheri siden sommer har haft et fritidsjob. Det er uvist, hvad henvendelserne til Bilka handlede om, men da Mohamad Al Jawerheri mødte på arbejde kort tid efter, blev han efter eget udsagn præsenteret for en opsigelseskontrakt af ledelsen.

»Min chef mente, at jeg havde stødt nogle personer på Facebook, og han vidste ikke, hvordan jeg ville håndtere det, hvis de samme personer kom på besøg i Bilka, men han havde ikke læst hele opslaget på Facebook, og det ville han heller ikke,« siger Mohamad Al Jawerheri til Radio24syv og tilføjer, at chefen i Bilka pressede ham til at skrive under på opsigelseskontrakten.

»Jeg skulle underskrive den, for ellers ville det få konsekvenser for mit kommende arbejdsliv, sagde han. Jeg fik ingen kopi af opsigelsen, og jeg blev presset til at skrive under. Det er 100 procent,« siger Mohamad Al Jawerheri til Radio24syv.

Samtidig undrer han sig over Bilkas håndtering af sagen, fordi han rent faktisk roste Bilka i Facebook-debatten.

»Altså min arbejdsplads er en af de bedste i byen. Og vi har de mest smilende medarbejdere i byen,« skrev Mohamad Al Jawerheri undervejs.

»Han virkede provokerende og hånlig overfor Danmark«

Det, der provokerede en række medlemmer af Facebook-gruppen, var tilsyneladende, at Mohamad Al Jawerheri skrev ting som: »Jeg er her i dit land - som nu også er mit land,« efterfulgt af en smiley, hvilket altså blev opfattet som en provokation.

Blandt andet af den 71-årige Bjørn Larsen, der var en af dem, der deltog i debatten og senere henvendte sig flere gange til Bilka i Næstved.

»Jeg synes, han virkede provokerende og hånlig overfor Danmark,« siger Bjørn Larsen, som desuden har indberettet Mohamad Al Jawerheri til Politiets Efterretningstjeneste, til Radio24syv.

Til Radio24syv forklarer han, at han opfattede Mohamad Al Jawerheris besked om, at Danmark også var hans land, som alt andet end erklæring om, at han reelt er glad for Danmark.

»Alt er jo relativt. Det kan tolkes på mange måder, den måde det bliver skrevet på. Jeg følte, at han var en af dem, der kunne blive radikaliseret,« siger Bjørn Larsen til Radio24syv.

Afviser provokation

Derudover truede Bjørn Larsen ifølge Radio24syv også den 17-årige gymnasieelev i en besked, hvor han blandt andet skrev, at han havde spurgt et trykkeri om, hvad det ville koste at printe 100 billeder af Mohamad Al Jawriheri, som han kunne sætte op som løbesedler rundt omkring med nogle af hans beskeder.

Til Radio24syv forklarer Bjørn Larsen, at han blot skrev sådan for at få den 17-årige dreng til at reagere. Det gjorde Mohamad Al Jaweriheri dog ikke.

Selv afviser den 17-årige gymnasieelev at have provokeret i debatten.

»Jeg synes, at jeg var meget varsom med mine ord for ikke at støde nogen, og jeg synes egentlig bare hele sagen er lidt surrealistisk,« siger Mohamad Al Jawerheri, som opfordres af sin fagforening, HK, til at gå videre med sagen.

Ikke saglig opsigelse

Baggrunden for opsigelsen er nemlig ikke saglig, lyder vurderingen fra faglig konsulent i HK, Jeanette Hahnemann.

»Jeg mener ikke, at opsigelsen er saglig, fordi Mohamad hverken har skrevet noget, der er injurierende eller usandt i forhold til virksomheden,« siger hun til Radio24syv.

Bilka i Næstved har ikke ønsket at kommentere sagen overfor Radio24syv, men bekræfter opsigelsen fra Mohamad Al Jerwaheri, og samme melding får man hos Dansk Supermarked.