En BT-læser blev så rørt af Patrick Lehnerts historie, at han skaffede billetter til at opleve heltene fra Arsenal F.C. Det blev uforglemmelige dage i London.
Selvom man er 19 år og skal dø, så kan der stadig være ting, man skal opleve.
Hjertet slår hurtigere. Nærmest i galop. Han sidder stille i sin kørestol og lader øjnene spejde ud over den enorme, tomme, vidunderlige arena, hvor hans helte om bare en time foran tusindvis af mennesker vil træde ind og udkæmpe et af de slag, han så mange gange har fulgt på et fjernsyn i en lille lejlighed på Nørrebro i København. Et smil breder sig over hans læber. Et efterhånden sjældent syn for den kræftsyge teenager. For selvom man er 19 år og skal dø, så kan man stadig have drømme, ting man vil nå.
Patrick Lehnert hedder drengen i kørestolen. BTs læsere har mødt ham to gange. Første gang sammen med andre kræftramte unge på Lanzarote og siden hjemme i København, hvor han satte ord på det ubærlige: at stå foran livet som voksen og vide, at man aldrig vil træde ind.
Men Patrick Lehnert satte dengang også ord på sine drømme, og én af dem var at opleve fodboldstjernerne fra Arsenal F.C. Bare en enkelt gang.
En læser, ældre- og handicapchef i Skanderborg Kommune Jan Møller Iversen, blev så berørt, at han tilbød sine faste pladser på Arsenals stadion til Patrick Lehnert og hans familie, og det er derfor, han nu med et blafrende Arsenal-flag fastgjort til kørestolen sidder med hjertebanken i det nordlige London og suger indtrykkene til sig.
Det er nu præcis fire år siden, i april måned 2010, at Patrick fik konstateret knoglekræft i nakken. Forinden havde den livsglade teenager, der gik til fester, jagtede piger og fodbolde, haft smerter i både ryg og arm. Det viste sig at være en sjælden kræftsygdom ’erwings sarcoma’, der lige siden har fyldt alt i hans og familiens hverdag. Angst afløst af håb, mere angst, fornyet håb...Men nu har lægerne givet op. Den ekstremt aggressive kræft vil vinde, og turen til London har da også været lang. 18 timer med tog. For at være helt præcis. Patrick Lehnert har ikke måttet flyve pga. tre nye svulster i hovedet.
Trykket, hvis han flyver, kan blive for stort. Og det er farligt. Men lægerne har givet ham en blodtransfusion, så der er kræfter til at rejse.
Bendtner på værelset
Det er tirsdag morgen i London. Patrick har kvalme og efterlod sit toastbrød uspist på tallerknen i restauranten på hotellet.
»Det er typisk, at han skal få det dårligt nu, det er synd«, siger Kendy Lehnert, Patricks storebror.
Om lidt kommer den danske fodboldstjerne Nicklas Bendtner, der spiller for Arsenal F.C. ellers og besøger Patrick Lehnert på hotelværelset. Han har de seneste ti år været på kontrakt i Arsenal og har sammen med sin skuespiller-kæreste Julie Zangenberg oprettet velgørenhedsfonden ’Rich without money’ for udsatte børn i Danmark. Han besøger desuden jævnligt kræftafdelingerne på sygehuse rundt om i Danmark. Som han selv formulerer det på vej op i elevatoren, så ’har han også haft kræft tæt inde på livet’. Hans mor, Joan Bendtner, blev ramt af brystkræft i august 2012, men helbredt ca. seks måneder senere.
Patrick ligger i sengen på hotellet, da Nicklas Bendtner træder ind på værelse 612 på Radisson Blu Portman Hotel i London. Han har forsøgt at klemme lidt frugt ned for at få energi til den store dag. Storebror Kendy smider sig ved siden af Patrick i sengen, mor Susann sætter sig i fodenden. Far Peter sidder i en stol. Den lille familie fra Nørrebro falder hurtigt i snak med fodboldstjernen, der har ladet skægget stå og nu sidder henslængt i kondisko uden sokker, hue og joggingbukser. I løbet af den næste time taler de om alt fra Bendtners kommende klubskifte til tatoveringer. Om fodboldstjernens jetsetliv, hurtige biler, lækre lejligheder og hippe diskoteker i London. De kommer også omkring mediernes interesse for hans person og om trænere, der ’tager de forkerte valg’, når de giver fodboldspilleren for lidt spilletid. Bendtner vil endnu ikke sige, hvor han skal hen, når hans kontrakt udløber til sommer, men han taler varmt om Italien:
»Jeg kan godt lide den måde, man kører bil på dernede. Der er god mad, og solen skinner«, siger Nicklas Bendtner.
Sygdom gider de ikke tale om.
Inden han går, giver han Patrick landsholdstrøje nr. 11 fra den seneste kamp, Danmark spillede mod England. Patrick er glad, og det er, som om kvalmen har fortaget sig lidt.
Venter på at dø
Patrick Lehnert har kræft flere steder i kroppen. Den har bredt sig til armen, lungerne, det ene knæ og hovedet, hvor tre svulster bare vokser og vokser. Strålebehandlingerne har bremset udviklingen en smule, men lægerne vil ikke operere. Det er for risikabelt:
»Jeg venter bare på at dø nu. De kan kun give mig livsforlængende medicin. Det er hårdt. Det er ikke noget, man kan forberede sig på. Uanset hvor meget man prøver, vil slaget altid være stort«, siger Patrick:
»Jeg er blevet rigtig bange nu, det har jeg aldrig været før i forløbet. Da vi fik afslag fra specialister i Tyskland, indså vi, at det er slut, siger Patrick Lehnert, der siger, han ’kan mærke tumorerne vokse i hovedet’«.
»Jeg er bange for, at jeg ikke kan kende mig selv til sidst, at min familie ikke kan kende mig. Måske vil jeg ændre mig som person.«
Når angsten presser på, får han en beroligende pille. Den fortrænger de dystre tanker. Han er bekymret for, hvordan familiens liv bliver, når han ikke længere er her:
»Jeg tænker på det hver dag. Jeg håber, de kommer videre på et tidspunkt, at de er glade, selvom de har en stor sorg hængende over hovedet«, siger han.
20 pund på Arsenal
Mandag eftermiddag er familien mødtes med ældre- og handicapchef i Skanderborg Kommune Jan Møller Iversen, hans kone Lone og sønnen Jesper på 19 år. Sammen har de været forbi det gamle Arsenal stadion, Highbury, og fået hilst ordentligt på hinanden. De glæder sig alle til kampen i morgen.
Patricks historie har ramt Jan Møller Iversen:
»Der er jo ikke meget, man kan gøre i den slags sager, men at opfylde ønsket om en tur til Emirates stadion, det kunne vi da gøre noget ved. Det er så meningsløst med sådan en frygtelig sygdom. Det er næsten endnu værre, når det rammer et så ungt menneske. Så vi syntes alle, at Patrick skulle have den oplevelse, når han nu selv så gerne ville det«, siger Jan Møller Iversen, der selv er stor Arsenal/fan.
Han satser - uden at Patrick ved det - 20 pund på, at kampen ender 3-1. For det tror Patrick, den gør, har han fortalt til Jan. Patrick selv har også spillet på kampen. Det gør han, da familien tager på sightseeingtur i en turistbus tirsdag eftermiddag. Ved et stoppested gør de holdt ved en bookmaker-butik, og så satser brødrene tilfældigvis det samme beløb.
En overraskelse
Det er tirsdag aften, og familien er klar til den store kamp mellem Arsenal og lokalrivalerne fra West Ham United. De tager metroen til Emirates stadion, hvor de efter aftale med klubben bliver lukket ind via presseindgangen. Patrick og familien er nemlig blandt nogle få udvalgte, der har fået lov til at komme ind ’bag kulisserne’, mere præcist i Arsenals parkeringskælder, hvor Ferrai, Corvetter og flere Rolls Roycer holder parkeret side om side. Familien har fået plads sammen med en række andre fans bag en rød snor, der markerer ’hertil og ikke længere’.
To store busser med tonede ruder kommer langsomt kørende ind i kælderen. Ud af dem træder spillere som Lukas Podolski og Per Mertesacker, der er Patricks favoritter. I den lille familie holder de nemlig med tyskerne. For mor Susann er oprindeligt fra Tyskland.
Spillerne går forbi, bare få meter fra snoren, dybt koncentrerede og med ’hørebøffer’ på. Om lidt skal de være klar til det store opgør. Spillerne stopper ikke op og snakker med de udvalgte fans, men alligevel er det ’stort’. På ægte teenagemaner knipser Patrick løs med mobilen. Han ved ikke, at han om lidt skal ud på banen. Det er en overraskelse til ham fra fodboldklubben Arsenal.
Da spillerne har forladt bussen og trukket ned i omklædningsrummene, trækker en Arsenal repræsentant familien til side. De følger efter ham i de knaldrøde omgivelser. Væggene er prydet med billeder af klublegender og Arsenals logo formet som en kanon. Familien kommer til en rød, lang gang med lys for enden af tunnellen. Der breder sig et smil over Patricks læber: - Det er løgn, udbryder han. Det er netop gået op for ham, at vi er på vej ind på Emirates stadion, gennem spillertunnellen, hvor kun internationale fodboldstjerner, dommere og trænere ellers har adgang. På højre side langs gangen er spillernes omklædningsrum - inde bag døren sidder spillerne og gør sig klar. Der er en time til kampstart, og kun Patrick, familien, personale og spillere er lukket ind på det kæmpemæssige stadion med plads til 60.355 mennesker.
Patrick kigger med lys i øjnene på sin storebror:
»Hvaaadd... Hvor er det fedt! Se her, Loppe (Patricks kælenavn, red.). Vi skal mærke græsset«, udbryder den 30-årige storebror.
Som det første sætter han sig på hug og kører hånden hen over græsset.
»- Hvor er det vildt! Vi skal sidde her. Kom! Det er her, trænerne sidder«, siger han og lægger armen om sin lillebror, der smiler og griner ad sin storebror.
Mor Susann og far Peter kigger med, lidt på afstand, mens deres sønner nyder nuet.
En halv time senere tager familien plads i sæderne og kan se heltene vinde 3-1 over gæsterne. Præcis som Patrick har tippet resultatet.
Efter kampen indløser Jan Møller Iversen gevinsten fra gårsdagens spilleindsats, der har givet pengene ti gange igen. Han overrækker en bunke 20 pund-sedler til Patrick, der overvældet kigger på de mange sedler i sin hånd. Oveni kommer de penge, han og storebroderen selv har satset. Pludselig er han 4000 kroner rigere.
For at toppe oplevelsen introducerer Jan Møller Iversen i et tilstødende loungelokale på stadion Patrick og familien for Arsenals fodboldlegender George Charlie og John Radford. Begge var de med til at vinde mesterskab og cupfinale for klubben i 1971.
»You’re the legend (du er legenden, red.)«, siger George Charlie til Patrick og lægger hånden på hans skulder.
En positiv smerte
Aftenen slutter med en tur på en nærliggende Arsenal-pub ’The Gunners’. Patrick er tydeligvis træt, men glad:
»Jeg har helt ondt i kinderne. Jeg er slet ikke vant til at smile så meget. Men det er jo en positiv smerte, siger han.- Der var så mange mennesker, der jublede. Det var vildt. Jeg jublede også. Det var kun os, der fik lov til at komme ned på banen, det tror jeg ikke, der er mange, der gør. Jeg kunne slet ikke forstå, at jeg fik lov til at sidde der, hvor trænerne plejer at sidde, og at komme ud på græsset. Dér følte jeg mig meget speciel«, siger han.
Også familien er glad. Mor Susann er slet ikke i tvivl, når hun skal sætte ord på det bedste ved hele dagen:
»Jeg var egentlig lidt ligeglad med fodboldkampen. Men at se Patrick på den måde, at han var glad og smilende. Det kan jeg slet ikke huske, hvornår sidst er sket. Det var et ønske, der gik i opfyldelse for ham«, siger hun.
Hendes øjne stråler, og da familien venter på en taxa hjem til hotellet, siger hun til Patrick:
»Jeg fik lov til at kysse dig på munden i dag. Det gør jeg ellers kun, når du er i narkose«, siger hun og griner.
Efter den store oplevelse i London rammer virkeligheden igen Patrick Lehnert, da han er tilbage i København. Han kommer hjem Skærtorsdag, men allerede Påskesøndag bliver han indlagt igen. Det ene øje er ved at lukke, da en tumor trykker på synsnerven. Han er ved at miste synet. Derfor skal Patrick akut begynde en ny om gang strålebehandling. 10 behandlinger skal han igennem.
Og nu mærker Patrick for alvor frygten. Frygten for at dø.
Selvom man er 19 år og skal dø, så kan der stadig være ting, man skal opleve.
En BT-læser blev så rørt af Patrick Lehnerts historie, at han skaffede billetter til at opleve heltene fra Arsenal F.C. Det blev uforglemmelige dage i London.
Hjertet slår hurtigere. Nærmest i galop. Han sidder stille i sin kørestol og lader øjnene spejde ud over den enorme, tomme, vidunderlige arena, hvor hans helte om bare en time foran tusindvis af mennesker vil træde ind og udkæmpe et af de slag, han så mange gange har fulgt på et fjernsyn i en lille lejlighed på Nørrebro i København. Et smil breder sig over hans læber. Et efterhånden sjældent syn for den kræftsyge teenager. For selvom man er 19 år og skal dø, så kan man stadig have drømme, ting man vil nå.
Patrick Lehnert hedder drengen i kørestolen. BTs læsere har mødt ham to gange. Første gang sammen med andre kræftramte unge på Lanzarote og siden hjemme i København, hvor han satte ord på det ubærlige: at stå foran livet som voksen og vide, at man aldrig vil træde ind.
Men Patrick Lehnert satte dengang også ord på sine drømme, og én af dem var at opleve fodboldstjernerne fra Arsenal F.C. Bare en enkelt gang.
En læser, ældre- og handicapchef i Skanderborg Kommune Jan Møller Iversen, blev så berørt, at han tilbød sine faste pladser på Arsenals stadion til Patrick Lehnert og hans familie, og det er derfor, han nu med et blafrende Arsenal-flag fastgjort til kørestolen sidder med hjertebanken i det nordlige London og suger indtrykkene til sig.
Det er nu præcis fire år siden, i april måned 2010, at Patrick fik konstateret knoglekræft i nakken. Forinden havde den livsglade teenager, der gik til fester, jagtede piger og fodbolde, haft smerter i både ryg og arm. Det viste sig at være en sjælden kræftsygdom ’erwings sarcoma’, der lige siden har fyldt alt i hans og familiens hverdag. Angst afløst af håb, mere angst, fornyet håb...Men nu har lægerne givet op. Den ekstremt aggressive kræft vil vinde, og turen til London har da også været lang. 18 timer med tog. For at være helt præcis. Patrick Lehnert har ikke måttet flyve pga. tre nye svulster i hovedet.
Trykket, hvis han flyver, kan blive for stort. Og det er farligt. Men lægerne har givet ham en blodtransfusion, så der er kræfter til at rejse.
Bendtner på værelset
Det er tirsdag morgen i London. Patrick har kvalme og efterlod sit toastbrød uspist på tallerknen i restauranten på hotellet.
»Det er typisk, at han skal få det dårligt nu, det er synd«, siger Kendy Lehnert, Patricks storebror.
Om lidt kommer den danske fodboldstjerne Nicklas Bendtner, der spiller for Arsenal F.C. ellers og besøger Patrick Lehnert på hotelværelset. Han har de seneste ti år været på kontrakt i Arsenal og har sammen med sin skuespiller-kæreste Julie Zangenberg oprettet velgørenhedsfonden ’Rich without money’ for udsatte børn i Danmark. Han besøger desuden jævnligt kræftafdelingerne på sygehuse rundt om i Danmark. Som han selv formulerer det på vej op i elevatoren, så ’har han også haft kræft tæt inde på livet’. Hans mor, Joan Bendtner, blev ramt af brystkræft i august 2012, men helbredt ca. seks måneder senere.
Patrick ligger i sengen på hotellet, da Nicklas Bendtner træder ind på værelse 612 på Radisson Blu Portman Hotel i London. Han har forsøgt at klemme lidt frugt ned for at få energi til den store dag. Storebror Kendy smider sig ved siden af Patrick i sengen, mor Susann sætter sig i fodenden. Far Peter sidder i en stol. Den lille familie fra Nørrebro falder hurtigt i snak med fodboldstjernen, der har ladet skægget stå og nu sidder henslængt i kondisko uden sokker, hue og joggingbukser. I løbet af den næste time taler de om alt fra Bendtners kommende klubskifte til tatoveringer. Om fodboldstjernens jetsetliv, hurtige biler, lækre lejligheder og hippe diskoteker i London. De kommer også omkring mediernes interesse for hans person og om trænere, der ’tager de forkerte valg’, når de giver fodboldspilleren for lidt spilletid. Bendtner vil endnu ikke sige, hvor han skal hen, når hans kontrakt udløber til sommer, men han taler varmt om Italien:
»Jeg kan godt lide den måde, man kører bil på dernede. Der er god mad, og solen skinner«, siger Nicklas Bendtner.
Sygdom gider de ikke tale om.
Inden han går, giver han Patrick landsholdstrøje nr. 11 fra den seneste kamp, Danmark spillede mod England. Patrick er glad, og det er, som om kvalmen har fortaget sig lidt.
Venter på at dø
Patrick Lehnert har kræft flere steder i kroppen. Den har bredt sig til armen, lungerne, det ene knæ og hovedet, hvor tre svulster bare vokser og vokser. Strålebehandlingerne har bremset udviklingen en smule, men lægerne vil ikke operere. Det er for risikabelt:
»Jeg venter bare på at dø nu. De kan kun give mig livsforlængende medicin. Det er hårdt. Det er ikke noget, man kan forberede sig på. Uanset hvor meget man prøver, vil slaget altid være stort«, siger Patrick:
»Jeg er blevet rigtig bange nu, det har jeg aldrig været før i forløbet. Da vi fik afslag fra specialister i Tyskland, indså vi, at det er slut, siger Patrick Lehnert, der siger, han ’kan mærke tumorerne vokse i hovedet’«.
»Jeg er bange for, at jeg ikke kan kende mig selv til sidst, at min familie ikke kan kende mig. Måske vil jeg ændre mig som person.«
Når angsten presser på, får han en beroligende pille. Den fortrænger de dystre tanker. Han er bekymret for, hvordan familiens liv bliver, når han ikke længere er her:
»Jeg tænker på det hver dag. Jeg håber, de kommer videre på et tidspunkt, at de er glade, selvom de har en stor sorg hængende over hovedet«, siger han.
20 pund på Arsenal
Mandag eftermiddag er familien mødtes med ældre- og handicapchef i Skanderborg Kommune Jan Møller Iversen, hans kone Lone og sønnen Jesper på 19 år. Sammen har de været forbi det gamle Arsenal stadion, Highbury, og fået hilst ordentligt på hinanden. De glæder sig alle til kampen i morgen.
Patricks historie har ramt Jan Møller Iversen:
»Der er jo ikke meget, man kan gøre i den slags sager, men at opfylde ønsket om en tur til Emirates stadion, det kunne vi da gøre noget ved. Det er så meningsløst med sådan en frygtelig sygdom. Det er næsten endnu værre, når det rammer et så ungt menneske. Så vi syntes alle, at Patrick skulle have den oplevelse, når han nu selv så gerne ville det«, siger Jan Møller Iversen, der selv er stor Arsenal/fan.
Han satser - uden at Patrick ved det - 20 pund på, at kampen ender 3-1. For det tror Patrick, den gør, har han fortalt til Jan. Patrick selv har også spillet på kampen. Det gør han, da familien tager på sightseeingtur i en turistbus tirsdag eftermiddag. Ved et stoppested gør de holdt ved en bookmaker-butik, og så satser brødrene tilfældigvis det samme beløb.
En overraskelse
Det er tirsdag aften, og familien er klar til den store kamp mellem Arsenal og lokalrivalerne fra West Ham United. De tager metroen til Emirates stadion, hvor de efter aftale med klubben bliver lukket ind via presseindgangen. Patrick og familien er nemlig blandt nogle få udvalgte, der har fået lov til at komme ind ’bag kulisserne’, mere præcist i Arsenals parkeringskælder, hvor Ferrai, Corvetter og flere Rolls Roycer holder parkeret side om side. Familien har fået plads sammen med en række andre fans bag en rød snor, der markerer ’hertil og ikke længere’.
To store busser med tonede ruder kommer langsomt kørende ind i kælderen. Ud af dem træder spillere som Lukas Podolski og Per Mertesacker, der er Patricks favoritter. I den lille familie holder de nemlig med tyskerne. For mor Susann er oprindeligt fra Tyskland.
Spillerne går forbi, bare få meter fra snoren, dybt koncentrerede og med ’hørebøffer’ på. Om lidt skal de være klar til det store opgør. Spillerne stopper ikke op og snakker med de udvalgte fans, men alligevel er det ’stort’. På ægte teenagemaner knipser Patrick løs med mobilen. Han ved ikke, at han om lidt skal ud på banen. Det er en overraskelse til ham fra fodboldklubben Arsenal.
Da spillerne har forladt bussen og trukket ned i omklædningsrummene, trækker en Arsenal repræsentant familien til side. De følger efter ham i de knaldrøde omgivelser. Væggene er prydet med billeder af klublegender og Arsenals logo formet som en kanon. Familien kommer til en rød, lang gang med lys for enden af tunnellen. Der breder sig et smil over Patricks læber: - Det er løgn, udbryder han. Det er netop gået op for ham, at vi er på vej ind på Emirates stadion, gennem spillertunnellen, hvor kun internationale fodboldstjerner, dommere og trænere ellers har adgang. På højre side langs gangen er spillernes omklædningsrum - inde bag døren sidder spillerne og gør sig klar. Der er en time til kampstart, og kun Patrick, familien, personale og spillere er lukket ind på det kæmpemæssige stadion med plads til 60.355 mennesker.
Patrick kigger med lys i øjnene på sin storebror:
»Hvaaadd... Hvor er det fedt! Se her, Loppe (Patricks kælenavn, red.). Vi skal mærke græsset«, udbryder den 30-årige storebror.
Som det første sætter han sig på hug og kører hånden hen over græsset.
»- Hvor er det vildt! Vi skal sidde her. Kom! Det er her, trænerne sidder«, siger han og lægger armen om sin lillebror, der smiler og griner ad sin storebror.
Mor Susann og far Peter kigger med, lidt på afstand, mens deres sønner nyder nuet.
En halv time senere tager familien plads i sæderne og kan se heltene vinde 3-1 over gæsterne. Præcis som Patrick har tippet resultatet.
Efter kampen indløser Jan Møller Iversen gevinsten fra gårsdagens spilleindsats, der har givet pengene ti gange igen. Han overrækker en bunke 20 pund-sedler til Patrick, der overvældet kigger på de mange sedler i sin hånd. Oveni kommer de penge, han og storebroderen selv har satset. Pludselig er han 4000 kroner rigere.
For at toppe oplevelsen introducerer Jan Møller Iversen i et tilstødende loungelokale på stadion Patrick og familien for Arsenals fodboldlegender George Charlie og John Radford. Begge var de med til at vinde mesterskab og cupfinale for klubben i 1971.
»You’re the legend (du er legenden, red.)«, siger George Charlie til Patrick og lægger hånden på hans skulder.
En positiv smerte
Aftenen slutter med en tur på en nærliggende Arsenal-pub ’The Gunners’. Patrick er tydeligvis træt, men glad:
»Jeg har helt ondt i kinderne. Jeg er slet ikke vant til at smile så meget. Men det er jo en positiv smerte, siger han.- Der var så mange mennesker, der jublede. Det var vildt. Jeg jublede også. Det var kun os, der fik lov til at komme ned på banen, det tror jeg ikke, der er mange, der gør. Jeg kunne slet ikke forstå, at jeg fik lov til at sidde der, hvor trænerne plejer at sidde, og at komme ud på græsset. Dér følte jeg mig meget speciel«, siger han.
Også familien er glad. Mor Susann er slet ikke i tvivl, når hun skal sætte ord på det bedste ved hele dagen:
»Jeg var egentlig lidt ligeglad med fodboldkampen. Men at se Patrick på den måde, at han var glad og smilende. Det kan jeg slet ikke huske, hvornår sidst er sket. Det var et ønske, der gik i opfyldelse for ham«, siger hun.
Hendes øjne stråler, og da familien venter på en taxa hjem til hotellet, siger hun til Patrick:
»Jeg fik lov til at kysse dig på munden i dag. Det gør jeg ellers kun, når du er i narkose«, siger hun og griner.
Efter den store oplevelse i London rammer virkeligheden igen Patrick Lehnert, da han er tilbage i København. Han kommer hjem Skærtorsdag, men allerede Påskesøndag bliver han indlagt igen. Det ene øje er ved at lukke, da en tumor trykker på synsnerven. Han er ved at miste synet. Derfor skal Patrick akut begynde en ny om gang strålebehandling. 10 behandlinger skal han igennem.
Og nu mærker Patrick for alvor frygten. Frygten for at dø.
