Tis er guld på årets Roskilde Festival, når Landbrug Fødevarer samler ind til danske landmænd. Tisset skal senere bruges til gødning på sjællandske maltbygmarker, der i sidste ende laves til øl.

Og der har været gang i tisseriet, vurderer projektets leder, Thomas Hovgaard fra Landbrug Fødevarer.

»Det er svært at kigge ned i tankene, men vores vurdering er, at der samlet ligger 20.000 liter«, siger han til BT.

Læs også:

Inden festivalen er omme, håber Landbrug Fødevarer at samle 100.000 liter tis ind fra festglade festivalgæster.

»Det ser rigtig godt og fornuftigt ud. Det er godt vejr, og folk drikker derfor mere øl. Og så skal de jo tisse mere«, forklarer Thomas Hovgaard.

Efter festivalen bliver tankene tømt, og tisset bliver kørt til en landmand i Køge. Der skal det ligge et halvt år i en gyllebeholder, før det skal laves til gødning, der skal bruges til maltbygmarker.

»Hvis vi får 100.000 liter vil det give gødning nok til fire til fem hektar marker. Det vil give 200.000 liter øl«, siger projektlederen.

Læs også:

Især unge mænd tager ifølge Thomas Hovgaard godt i mod den bæredygtige tisseløsning. Men også kvinder kan bidrage til landbruges ølproduktion.

»Vi har en særlig anordning, så kvinder kan stå op og tisse. Det er en pap krave, som man folder ud og tisser igennem«.