Som led i et forskningsprojekt må midtjyske patienter hoste op med 250 kroner, hvis de udebliver fra en undersøgelse på hospitalerne i Viborg og Silkeborg. Men 'pjækkebøderne' bliver spist op af administrationsomkostningerne.

Det forklarer Jakob Kjellberg, professor og programleder for sundhed hos KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

Han er projektleder bag det aktuelle forskningsprojekt på de to midtjyske sygehuse, som skal klarlægge, om strafgebyrer kan reducere antallet af patienter, der udebliver fra undersøgelser uden at melde afbud.

»Indtægterne fra gebyret vil overhovedet ikke kunne mærkes i hospitalernes økonomi. Det kommer til at forsvinde i administrationsomkostningerne. Men gebyret i sig selv er ikke interessant for os - projektets formål er at undersøge, om vi kan få nedbragt antallet af udeblivelser i sundhedsvæsenet på den her måde,« siger Jakob Kjellberg.

Læs også:

Den hidtidige forskning på området giver ikke et entydigt svar på, om gebyrerne virker, og derfor indgik Danske Regioner og den forhenværende regering i 2013 en aftale om projektet, der løber fra maj 2015 til maj 2017. KORA og CFK – Center for Folkesundhed og Kvalitet – arbejder sammen om forskningsprojektet.

»De 250 kroner er fløjtende uinteressant for sygehusvæsenet i det store billede. Det er et symbolsk beløb i forhold til, hvad det koster at have eksempelvis et helt operationshold - med læger, narkoselæge og sygeplejersker - stående klar, hvis de så ikke kommer i aktion. Det er spild af ressourcer, fordi deres tid kunne være brugt på andre patienter,« forklarer Jakob Kjellberg.

Region Midtjylland har ikke præcise estimater af det økonomiske potentiale i at nedbringe antallet af udeblivelser; nogle undersøgelser kræver ti minutter hos en læge, andre gange kan det dreje sig om en dyr scanning.

Inden projektet gik i gang, lå tallet for udeblivelser på ortopædkirurgisk ambulatorium på Regionshospitalet i Viborg på omkring fire procent.

»Hvis det viser sig, at vi kan nedbringe antallet af udeblivelser, så må vi se på, hvad det har af besparelsespotentiale. Der er bestemt noget at hente, men det er umuligt at sige hvor meget på nuværende tidspunkt,« siger Jakob Kjellberg.

Berlingske kunne tirsdag afsløre, at cirka ti patienter foreløbig har fået en 'pjækkebøde' fra Region Midtjylland.

Tvivler på effekten

En undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4 i 2012 viste, at et stort flertal af danskerne bakkede op om at indføre bøder til sygehuspatienter, der udebliver fra aftalte behandlinger. Hele 84 procent af 1.003 repræsentativt udvalgte danskere bakkede dengang op om pjækkebøder.

Men effekten af pjækkebøderne er omdiskuteret. Professor Jakob Kjellberg publicerede i 2013 sammen med en kollega et internationalt litteraturstudie, der viste, at der er begrænset dokumentation for, at gebyrer nedbringer udeblivelser.

»Der er derimod solid dokumentation for, at påmindelser til patienter i form af brev, telefon eller SMS kan nedbringe udeblivelser«, konkluderede de to forskere dengang i litteraturstudiet.

Læs også:

Conny Jensen, regionsrådsmedlem for Socialdemokraterne i Region Midtjylland og medlem af regionernes sundhedsudvalg, stiller sig også tvivlende over for effekten af gebyrerne.

»Langt hovedparten af de patienter, der bliver væk fra en undersøgelse, gør det ikke med vilje. Så er der snarere tale om glemsomhed, og det løser man altså bedre på andre måder. F.eks. med en sms,« siger hun til BT.

Hun glæder sig dog til at læse evalueringen af forsøget, når det slutter i maj 2017.

»Nu kører projektet forsøgsvis, og så må vi se, hvad resultaterne bliver. Men jeg tvivler på effekten - og det giver i hvert fald ikke mening økonomisk, for gebyret vil aldrig kunne dække det ressourcetab, der er ved en fuldt bemandet operationsstue uden patient,« siger hun.

Træt af løftet pegefinger

Pjækkebøderne bliver heller ikke positivt modtaget af Helle Lund, der har været i kontakt med sundhedsvæsenet flere gange de seneste år.

»Vi har i flere år jævnligt været på sygehuset med vores hjerneskadede datter til diverse ambulante undersøgelser. Min mand og jeg har måttet tage fri fra arbejde for at kunne være med, og når vi så kommer ud på sygehuset, så får vi at vide, at vores tid er blevet aflyst og rykket, fordi en læge er på ferie. Det er ikke kun sket én gang - det har vi oplevet flere gange,« fortæller hun til bt.dk.

Hun er træt af den løftede pegefinger fra det offentlige. I stedet burde sundhedsvæsenet nøjes med at sende en sms ud til patienterne, mener hun.

»Hvorfor er der en løftet pegefinger den ene vej, men ikke den anden vej? Nu har jeg ikke fået en bøde, men hvis vi borgere spilder vores tid, så er der ingen konsekvens, men glemmer vi at møde op, så skal vi bare hoste op. Sygehuset kunne sende os patienter en sms i stedet - evt. om morgenen før en undersøgelse eller dagen i forvejen. Det er en god reminder i stedet for en løftet pegefinger. Det må også være en billigere løsning end skulle sende gebyropkrævning ud med posten,« siger Helle Lund.