Det giver de hjemløse håb om en bedre fremtid, når tilfældige borgere uopfordret giver dem gaver og en bid mad.

Sådan lyder det fra Hus Forbi efter historien om en 7-Eleven-kunde, der natten til onsdag gik amok og i en 7-Eleven i Aarhus og købte busklippekort og kyllingespyd til hjemløse for 3300 kroner.

»Det giver den hjemløse et håb og en lyst til at ændre sin situation. Forståelsen fra andre mennesker betyder alt. Hvis man vil op fra det hul, man er i, at det vigtigt, at omverdenen har forståelse for en,« lyder det fra Ove Abildgaard, der er bestyrelsesformand for hjemløseforeningen, Hus Forbi.

Natten til onsdag fik 7-Eleven-medarbejder Emil Sand en stor overraskelse. Normalt om natten plejer han at servicere fulde mennesker, der skal have smøger og pizzasnegle. Men en cirka 40-årig mand gjorde hans vagt lidt mere usædvanlig, end den plejer at være.

Manden købte 35 kyllingespyd og 20 busklippekort for den nætte sum af 3.300 kroner. Han skulle ikke selv have gavn af det store indkøb, da det var tiltænkt hjemløse i de århusianske gader.

Ove Abildgaard har ikke selv hørt om historien, men han er begejstret for den.

»Jeg tænker, det er rørende. Jeg tror, kunden har haft lige så stor glæde af at det, som de hjemløse har haft det. Det giver stor glæde at kunne hjælpe andre mennesker,« siger han.

»Det er vigtigt, at de hjemløse bliver anerkendt. At andre mennesker ser dem som mennesker, der har et vanskeligt liv, uden at man klandrer dem for det liv, de har. Det værste er, når folk siger, at det er de hjemløses egen skyld, at de er hjemløse« uddyber Ove Abildgaard.

Han oplever ofte, at såkaldt almindelige mennesker tænker på de mennesker, der lever på gaden. Hus Forbis værested i Aarhus modtager ofte tøj, soveposer, kager fra danskere, der vil skænke de hjemløse en tanke og en hjælpende hånd. Ofte bliver der knyttet et bånd til de hjemløse.

»Vi har mange, der ringer ind til os, hvis de ikke har set den lokale Hus Forbi-sælger i fjorten dage. Så vil de vide, om der er sket ham noget,« siger han.

Ove Abildgaard er ikke bange for, at visse hjemløse vil hamstre gaver til sig selv, når almindelige borgere flotter sig og deler gaver ud til dem.

»Vi kan jo ikke kontrollere, hvad der sker. Men vores indtryk er, at de hjemløse er loyale og gode til at dele, når de får gaver fra folk,« siger han.