Mandag aften blev en helikopter ramt af grønt laserlys i cockpittet. I stedet for at flyve videre, hjalp mandskabet med at finde gerningsmanden, der viste sig at være en 8-årig dreng. Det var en af indtil videre 87 laserbegivenheder mod luftfartstrafikken i år.

Der har de senere år været skrevet meget i medierne om kraftige laserpenne, der med deres skarpe lys blænder piloter. Mandag aften kl. 19.30 fløj en af Flyvevåbnets helikoptere fra en øvelse i Øresund mod Køge Bugt for at forsætte deres træning. Her blev de flere gange ramt af lyset fra en grøn laser.

De seks mand ombord på helikopteren besluttede at udsætte træningsøvelsen for at finde gerningsmanden.

- Vi flyver i 300 meters højde, og bliver i to omgange gange ramt af grønt laserlys, da vi er på vej udover vandet ved Hundige. Derfor beslutter vi, at vende om og lede efter gerningsmanden. Da vi bliver ramt en tredje gang, kan vi se, hvor lyset kommer fra og kontakter politiet, siger Flemming Madsen, chef for redningshelikopteren Roskilde, der selv var ombord på helikopteren mandag aften til bt.dk.

Læs også:

Midt- og Vestsjællands politi kørte til den udpegede adresse, der var en lejlighed i Gersagerparken i Greve.  Her fandt politiet frem til en 8-årig dreng, der lyste mod helikopteren med sin laserpen for sjov.

- Politiet overbeviste såvel drengen som forældrene om, at det bestemt ikke var noget, man gjorde for sjov, da det kunne få katastrofale følger, siger Carsten Andersen, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Stigende problem

Det er generelt et problem med laserlys mod luftfartstrafikken i Danmark. Det er Trafikstyrelsen, der registrerer hver gang, der er sket et nyt ’laserangreb’.

- Vi modtog den første rapport om laserlys i december 2008. Siden da er tallene bare steget, og indtil videre har vi i år fået 87 rapporter og hele sidste år var der 115 rapporter, siger Thorbjørn Ancker, kommunikationschef i Trafikstyrelsen.

Læs også:

Faktisk var der i september i år 22 rapporter om laser-begivenheder mod luftfartstrafikken i Danmark, hvilket tangerer måneden for flest anmeldelser.

I gårsdagens sag fra Greve konfiskerede Politiet den kraftige laserpen, men den 8-årige dreng fik ingen straf for forseelsen grundet sin unge alder. Havde han dog været over 14 år, så var straffelovens § 252 blevet taget i brug. Den siger, at den, der af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed kan straffes med op til 8 års fængsel.