Et livsstykke af en pensionist fra Fjaltring scorede rekord-gevinst, og hun delte glæden med alle kunder i Fjaltring Købmandsgård.

»Jeg købte champagne, da jeg havde fundet ud, jeg havde vundet. Den tog vi med hjem, og da den slap op, gik vi over til rødvin.«

Det er et livsstykke af en 84-årig pensionist i Fjaltring, som i weekenden vandt godt seks millioner kroner på sin lotto-kupon. Hun vil ikke have sit navn offentliggjort, og heller ikke fotograferes. Men derudover fortæller hun glad og gerne om sit store held, som hun tirsdag delte med alle i Fjaltring, der havde lyst. Det skriver Dagbladet Holstebro Struer

Kuponen var købt i Fjaltring Købmandsgård, og tirsdag bød vinderen på kaffe og hjemmebagte småkager til alle kunder. Selv stod hun og tog imod i døren.

»Jeg kan slet ikke lade være med at fortælle det.«

Faktisk havde hun drømt, at hun ville vinde på en lodseddel.

»Jeg har ikke spillet i mange år, men da jeg havde den drøm, købte jeg en kupon til Onsdagslotto. Den vandt jeg ikke på. Jeg kom ind i butikken 10 minutter i lukketid, og så kunne jeg lige nå at tage en chance i Lotto om lørdagen.«

Søndag havde hun ikke tænkt på at kontrollere kuponen, da hun fik besøg af en veninde.

»Hun fortalte, at der var vundet seks millioner kroner i Fjaltring Købmandsgård. Så sagde jeg: Gud, det er nok mig. Min kupon ligger ude i min jakkelomme. Så måtte jeg ned i butikken for at få den kontrolleret. Og så var det mig. Det er helt utroligt,« siger den 84-årige, der har boet i Fjaltring de sidste 33 år.

Inddrager hele byen

Det er naturligt for hende at inddrage hele byen i sit held.

»Jeg bliver boende, for jeg bor det bedste sted på jorden, nemlig i Fjaltring. Jeg laver ikke om på mit liv på grund af de mange penge. Jeg vil have en ny bil. Den gamle er 14 år gammel. Den kører udmærket, så måske vil et af børnebørnene have den. Men det er jo ikke sikkert.«

Faktisk er hun lige kommet hjem fra en rejse i Kenya, hvor et barnebarn var inviteret med.

»Det var godt, det var før, jeg vandt, ellers havde hun jo bare troet, det var på grund af pengene, jeg tog hende med. Men nu kan jeg jo bare tage af sted igen, hvis jeg har lyst.«

Du kan læse mere om, hvordan den 84-årige kvinde og hele byen fejrede den store gevinst HER