Tusindvis af kommende studenter behøver nu kun at bekymre sig om eksamen og ikke, om det er muligt at springe på den obligatoriske studentervogntur ud i landet.

Politiet har nemlig besluttet at vente til efter 1. august med at håndhæve de EU-regler, der kræver, at alle lastbiler er udstyret med en såkaldt fartskriver, som registrerer, hvor længe og hvor hurtigt bilen har kørt.

Det vil også omfatte de mange veteranlastbiler, der kører de glade studenter ud i sommerlandskabet med den nyerhvervede studenterhue, men ofte ikke har installeret en fartskriver.

»Der er forholdsvis kort tid til studenterafslutningerne, hvilket kan gøre det vanskeligt for nogle ejere af veteranlastbiler at nå at indrette sig efter reglerne. Politiet vil derfor frem til 1. august 2015 fortsætte hidtidig praksis med at påtale det manglende kontrolapparat og vil indtil da ikke udstede en bøder,« skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Sidste sommer fastslog Justitsministeriet, at EU-reglerne også vedrører veteranlastbiler, der bliver brugt i erhvervsmæssig henseende.

Et analogt kontrolapparat anslås at koste 5.000 kroner, mens et digitalt et af slagsen koster 20.000 kroner at installere.

Ifølge Jyllands-Posten har det dog vist sig vanskeligt at installere apparatet i de gamle veteranlastbiler, og den digitale version vil være for dyr at installere. Derfor har mange af de vognmænd, der står for kørslen, søgt om dispensation hos Rigspolitiet for at blive undtaget for reglerne om fartskrivere. I ventetiden har usikkerheden betydet, at vognmændene ikke har kunnet garantere, at de kan tage de glade studenter med på ladet til sommer.

Rigspolitiet har formelt afvist at give dispensation til ansøgerne, men vil altså fortsætte den hidtidige praksis med en påtale til og med denne sæson.