I mange familier er der uenigheder, og nogle af dem ender måske ud i en regulær familiekonflikt. Men det er nok langt fra i de fleste familier, at der er tale om, at en sådan familiekonflikt ender ud i et drabsforsøg.

Og at man ligefrem ønsker et familiemedlem død.

Men det var, hvad der skete i en familie fra Aarhus Vest.

To mænd af anden etnisk herkomst blev i 2013 dømt for grov vold mod deres fætters sønner. Da de i sommer kom på udgang, skød de så den ene af fætterens sønner i benet.

Nu sidder de fængslet sigtet for drabsforsøg.

Det skriver tv2.dk.

Ifølge politikommissær i Østjyllands Politi, Jens Espensen, har han ikke set en så alvorlig familiestridighed som denne, der har varet i flere år. Familiestridigheder ses ofte i forbindelse med skilsmissesager. Og det er ikke normalt, at det ender med skyderier.

»Det er svært for os at sætte os ind i deres æresbegreber, hvor hævn og gengældelse står højere end at vende den anden kind til, og så får det jo ingen ende. I andre familier snakker man konflikten igennem eller holder sig fra hinanden, men sådan er det ikke her,« siger Jens Espensen i Station 2 Politirapporten, der giver et indblik i politiets arbejde i familiekonflikten, der eskalerede. Station 2 Politirapporten blev vist tirsdag aften på TV 2.

I flere år har politiet forsøgt at fungere som mægler imellem familiemedlemmerne, men det er altså ikke lykkedes.

»Vi har i flere år arbejdet på at nå ind til den her familie. Vi taler med begge sider af konflikten, og vi har sammen med andre myndigheder lavet adskillige mæglingsforsøg, men det er nærmest umuligt. Lige nu forsøger vi endnu en gang ad dialogens vej at få dem til at snakke med hinanden,« siger Jens Espensen.

Det er vigtigt for politiet at få udredt konflikten, da det skaber utryghed i Aarhus Vest. Mange af borgerne i området kender nemlig til familien.