Et jysk ægtepar i 70’erne er omkommet i et bådforlis ud for den grønlandske Vestkyst. Fire personer er indtil videre fundet omkommet. Det oplyser grønlandsk politi.

Ifølge Sydøstjyllands Politi er det omkomne ægtepar fra Fredericia. Sydøstjyllands Politi har fået til opgave at informere de pårørende.

- Vi har været i kontakt med en pårørende i Christiansfeld, oplyser vagtchef Jørn Lindhardt.

På ferie i Grønland

Det jyske ægtepar var på ferie i Grønland, og de skulle ifølge vicepolitimester hos Grønlands Politi Morten Nielsen sejle fra bygden Saqqaq til Ilullssat.

Ifølge Morten Nielsen er der tale om en større båd, men han kan ikke oplyse, hvilken bådtype, der er tale om.

Foliset er sket meget hurtigt, for båden nåede kun at sende et enkelt og meget kort nødkald.

- Kl. 20.21 lokaltid (0.21 dansk tid, red.) sender båden et may-day. Men det eneste, de når at sige, er, at båden er ved at synke. De når ikke at oplyse, hvor de er, og hvor mange der er ombord, siger Morten Nielsen.

Vejret var ifølge Morten Nielsen ikke særligt godt den aften.

- Der har været noget vind. Men alt farvand i Grønland kan potentielt være farligt, siger vicepolitimesteren.

De to andre dødsofre er endnu ikke er identificeret.

’Ikke lokale’

- Vi er sikre på, at der ikke er tale om lokale, siger Morten Nielsen.

Da man modtog bådens nødkald blev en helikopter sent i luften for at lede efter båden, men ved midnatstid lokal tid måtte helikopteren stoppe eftersøgningen på grund af mørket. Også både i området hjalp med at lede efter båden. Eftersøgningen med helikopter blev genoptaget kl. fire om morgens lokal tid og kl. seks (kl. 10 dansk tid) fandt man de fire omkomne.

De var drevet i land på kysten ud for den nedlagte bygd Appat i Disko-området.

Politiet arbejder fortsat på at finde eventuelle andre dødsofre efter forliset.

- Vi søger efter bådens ejer, og vi må sige, at han godt kan være tragediens femte omkomne, siger Morten Nielsen.

Politiet ved endnu ikke, at de omkomne og bådens ejer kendte hinanden, eller om der var tale om en turbåd for turister.

Båden er endnu ikke blevet fundet, og derfor ved politiet heller ikke, hvad der præcis er gået galt.