En ældre mand er død, efter han i sin bil lørdag eftermiddag kørte frontalt ind i en traktor.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til bt.dk.

Ulykken skete øst for Løgumkloster ved Tønder i Sønderjylland, hvorefter politiet modtog anmeldelsen klokken 14.54 lørdag eftermiddag. Den nu afdødes bil kørte frontalt ind i traktoren, da bilen af endnu ukendte årsager krydsede vejens linjer og kørte direkte ind i traktoren.

- Der er tale om en 70-årig mand, som efter ulykken bliver kørt til sygehuset i Aabenraa, hvor han senere afgår ved døden, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ole Aamann, til bt.dk.

Afdøde er fra Tønderområdet, og de pårørende er blevet underrettet af politiet. Og årsagen til ulykken er endnu ukendt, oplyser Ole Aamann.  

Føreren af traktoren, en 31-årig mand fra lokalområdet, slap uskadt fra ulykken.