En britisk far siger nu det højt, som mange fædre (og måske også mødre) har tænkt i årevis: Babyer er kedelige.
En enkelt dag som hjemmegående husfar var tilsyneladende mere end rigeligt for en britisk far.
Han fandt tjansen med at passe sin egen søn så kedelig, at han fløj til tasterne og skrev et indlæg om det i den hæderkronede britiske avis, The Guardian.
»Jeg elsker min søn, men gud hvor er han kedelig,« skriver han.
LÆS OGSÅ:
Stuart Heritage har normalt et spændende og udfordrende job på avisen, hvor han skriver om film, tv og musik.
I sidste uge fik hans kone pludselig et voldsomt migræneanfald, som betød, at han pludselig stod og var ene ansvarlig for sit eget barn en hel dag.
Den stakkels mand måtte droppe at gå på arbejde og tilbringe hele dagen med sin søn.
»Kort sagt: Jeg ville komme til at se, hvordan livet havde været for min kone de seneste måneder.«
I begyndelsen gik det strygende, og han begyndte faktisk at mistænke sin kone for at have lidt af en loppetjans.
»Jeg kunne lege med min søn, og på den måde betale pænt af på den dårlige samvittighed, jeg har over at arbejde så meget. Samtidig kunne jeg få indhentet et par podcasts og set en film, og så orndede jeg vasketøj og forberedte aftenens middag. Alt sammen mens jeg havde ham i bæresele. Det var så produktivt, at det ville have fået Frederick Winslow Taylor (opfinderen af masseproduktionen, red.) til at græde. Det var det her min kone gjorde, mens jeg slæbte for at hive penge hjem. Det var næppe retfærdigt.«
LÆS OGSÅ:
Efter frokost begyndte tvivlen imidlertid at melde sig, og Stuart Heritage vidste ikke, hvad han skulle stille op med sønnen.
»Det var kun mig og ham indtil sengetid, og sengetid var først om en million år. Hvad var det meningen, at jeg skulle? Vi rakte tunge til hinanden, indtil vi ikke gad længere. Vi legede med et sæt plasticnøgler, men det blev hurtigt uinteressant. Tommelfinger kom og gik, og vi legede en ny leg, jeg havde fundet på, hvor jeg lavede en fløjtelyd og så trykkede ham på næsen med min tommelfinger. Temmelig unødvendige selfies blev taget. Efter alt det kigge jeg på klokken, og den var kun 14. Jeg var i oprør.«
Derefter gik dagen i opløsning for den normalt så strukturerede journalist. Hele hans eksistens gik pludselig ud på at undgå, at barnet begyndte at græde.
Debatindlægget slutter med en hyldest til hustruen.
»Det her er hele min kones liv, indtil barselsorloven slutter. Hvordan i alverden kan hun klare det? En uge på den her måde, og jeg ville være en permanent nøgen alkoholiker, som kun overlevede på en diæt af chips og kiks. Men på en eller anden måde klarer hun det i hele seks måneder. Det er utroligt!«
LÆS OGSÅ:
»Min kone bekymrer sig en del om sine evner som mor. Hun skriver lange to-do-lister, og så bebrejder hun sig selv, hvis hun ikke når det. Hun tvinger sig selv til at læse bullshit blogs som »En dag i livet for et typisk mor«, som er skrevet af selvtilfredse løgnere med dyre køleskabe og hemmelige barnepiger.«
»Hvis bare hun vidste, hvor misundelig jeg er på hende. Hun er så fantastisk til det her. Jeg har mit arbejde at gemme mig bag, men hun bruger hele sin dag dybt inde i kernen af forældreskabet. Hun tager det så naturligt, så meget mere, end jeg har gjort. Det vidste jeg godt allerede, men sidste torsdags begivenheder forstærkede det. Vi er begge så heldige at have hende.«
