Sommerglade strandgæster fik sig en noget uventet og ubehagelig oplevelse, da de onsdag ville dyppe tæerne i vandkanten på Balka Strand på Bornholm. På en strækning på cirka 200 meter flød det nemlig med afføring.

Eller det troede man i hvert fald.

For efter først at have aflukket stranden og mistænkt et forbipasserende skib for at have tømt sine tanke ud for kysten, har politiet nu afblæst lorte-alarmen.

- I forbindelse med forureningen anmeldt den 21. maj 2014 på Balka Strand er det nu bekræftet, at 'det gule materiale' er store mængder uskadelige pollen fra fyrretræer og samtidig er det afkræftet at 'det brune materiale' er fækalier. Der pågår yderligere undersøgelser af 'det brune materiale' og prøver er sendt til analyse, skriver Bornholms Politi i en pressemeddelelse.

Indtil der foreligger yderligere analyseresultater – herunder af badevandets kvalitet - opretholdes badeforbuddet på Balka Strand dog. Badeforbuddet er gældende fra Snogebæk Havn til 200 meter nord for Balka Havn (mod Nexø), oplyser politiet.