Spies-hotellet White Lagoon Beach i Bulgarien er blevet ramt af en maveinfluenza-epidemi, der indtil videre har gjort over 50 norske feriegæster syge. Flere danske turister på hotellet er også syge. Efter der er blevet fundet afføring i poolen, forsøger specialister at få situationen vendt.

Mindst 50 norske gæster er blevet syge efter de checkede ind på hotellet, som ligger ved byen Balchik ved Sortehavskysten i Bulgarien. Men en norsk gæst, som har været på hotellet i lidt over en uge, gætter på, at der er tale om dobbelt så mange syge, skriver norske VG.

Spies-hotellet har omkring 600 gæster boende, og udover mange norske og svenske gæster opholder der sig også 50 danskere på hotellet. To af dem er Chelle Jessen og Nicklas Bekker fra Odense, som ankom til hotellet i mandags. Kæresteparret har allerede nu mærket til epidemien på egen krop:

»Vi har mødt 3-4 danskere, der har ligget syg på skift. Selve hotellet er helt fint, men poolområdet har været lukket op til flere gange. Poolen har set meget ulækker ud. Men efter den var blevet åbnet igen onsdag, var både jeg og min kæreste i poolen, hvor min kæreste kom til at sluge lidt af vandet. Lige siden har han beklaget sig flere gange over ondt i hovedet og kvalme. Ud på aftenen midt i en samtale rejste han sig pludselig op og løb ud på badeværelset for at kaste op. Det er rigtig uheldigt for os, da det er vores første rejse sammen,« forklarer 26-årige Chelle Jessen, der ikke selv er blevet syg, til BT.

Der er en grund til at poolområdet har været lukket i flere omgange. Afføring i poolen mistænkes nemlig for at være smittekilden til epidemien, og Spies har fået fløjet specialister ind fra Grækenland til at kigge på poolens tilstand:

»Vi ser meget alvorligt på den her sag og forsøger at undersøge, hvad smittekilden kan være. Der er blevet fundet afføring i poolen, hvilket kan ske, når der er små børn, der bader i den. Derfor undersøger vi først og fremmest poolen men også andre steder såsom buffetområdet i restauranten. Vi har handlet hurtigt for at stoppe udviklingen på hotellet,« siger kommunikationschef i Spies, Torben Andersen, og fortæller at 5-6 danskere er rapporterede syge på hotellet.

Han fortæller, at det er svært at få overblikket over, hvor mange danske gæster der er ramt, da ikke alle gæster fortæller om sygdommen ude på rejsemålet. Hele området langs Sortehavskysten er ramt af en epidemi i øjeblikket, forklarer han, og derfor forsøger Spies at informere gæsterne ekstra godt omkring smitterisikoen, når de checker ind på hoteller i området.

Er du på ferie ved Sortehavskysten og har seriøs 'turist-mave', hører vi gerne fra dig. Send mail til 1929@bt.dk