Lovløsheden trives i bedste velgående på de danske cykelstier. Det viser en ny meningsmåling som Gjensidige Forsikring har fået TNS Gallup til at udarbejde.

Her mener 81 procent af de adspurgte, at cyklisterne generelt ikke er gode til at overholde færdselsloven

I sidste uge blev de københavnske cyklister i en meningsmåling udråbt til at være landets mest hensynsløse trafikanter.

Nu har man så spurgt cyklisterne, om de selv synes, de overholder trafikloven. Og den viser, at der er plads til forbedring.

Igen er det de københavnske cyklister, der ligger på en suveræn førsteplads, når det handler om at cykle på fortovet, i fodgængerfeltet, på gågaderne, mod færdselsretningen og ikke mindst køre overfor både rødt og gult lys.

Men også i Midtjylland, hvor landets næststørste by, Aarhus, som bekendt ligger, følger cyklisterne trop.

Ifølge meningsmålingen er det nemlig hver fjerde cyklist i hovedstaden eller 42 procent af de adspurgte, der aldrig kunne finde på at begå lovbrud, mens 41 procent i Midtjylland erkender, at de begår eklatante lovbrud, når de cykler. Helt anderledes ser det ud i Nordjylland, hvor det kun er 30 procent, der bryder færdselsloven.

Til gengæld får de københavnske cyklister ros for at vise deres medtrafikanter, hvad de vil på cykelstien. Her svarer 62 procent nemlig, at de altid rækker hånden ud, når de skal dreje. Mens det hos nordjyderne 'kun' er 43 procent, der viser af.

Og når det handler om at række armen i vejret, når man skal stoppe, fører hovedstadens cyklister også. Her siger 36 procent nemlig ja til, at de altid rækker hånden op ved bremsning, mens det kun er 15 procent af nordjyderne.

Den manglende tegngivning i trafikken, så ens medtrafikanter kan læse, hvad man agter at foretage sig, vækker bekymring hos forsikringsselskabet.

- Det bekymrer mig selvfølgelig, at så mange i hovedstadsområdet decideret bryder loven (...). Til gengæld glæder det mig meget, at det netop er i de tæt trafikerede steder, cyklister er bedst til at signalere deres handlinger. At give signal til at bremse eller dreje er ikke kun lovpligtigt, men også en god måde at vise hensyn til sine medtrafikanter, siger Kim Rud-Pedersen, koncerndirektør i Gjensidige Forsikring.

Ifølge Danmarks Statistik sker langt de fleste uheld på cykelstierne nemlig, fordi cyklisterne ikke giver tegn, når de f. eks. standser.