Anja fra Frederikshavn blev verdensberømt på en nat.
Et billede af den blonde, heftigt tatoverede Anja Ringgren Lovén, der giver en udmagret, nigeriansk dreng en slurk vand, bredte sig i februar med eksplosiv hast fra Anjas Facebookside til omtale i verdens største medier – ikke bare i Danmark, Europa og USA, men i lande som Brasilien, Kina, Indonesien, Tyrkiet og Iran. Hun gik »viralt«, som det hedder – og medier i hele verden kontakter hende stadig dagligt.
At den nøgne, skeletlignende dreng stadig levede var et mirakel i sig selv. Han var alt for lille til at kunne klare sig alene, måske to år, men allerede udstødt af sin familie og landsbysamfundet i Nigerias Akwa Ibom-delstat. Derfor levede han på gaden uden voksne til at tage sig af ham og give ham mad og beskyttelse. Drengen vaklede rundt forkrøblet af underernæring, orm og infektioner, uden et sprog og krumbøjet som en gammel mand.
Drengen er et af anslået 10-15.000 nigerianske børn, der er blevet beskyldt for at være »en heks« eller på anden måde besat af onde ånder og derfor udsættes for tortur, djævleuddrivelser eller simpelthen slås ihjel. Her, i Nigerias fattige og tilbagestående sydøstlige delstater – det tidligere Biafra – har den traditionelle »sorte magi« fundet sammen med pinsebevægelsens ekstatiske, okkulte helligåndstro i et for børnene katastrofalt parløb.
Her holder selvudråbte »præster« og »biskopper« børn og deres familier i en skruestik ved at uddele “hekse”-mærkater til højre og venstre. En forbandelse, der ofte kun kan fjernes ved at betale en klækkelig formue til »præsten« for eksorcistiske ritualer.
Og her arbejder Anja Lovén fra Frederikshavn under ekstremt farlige forhold for at redde »heksebørnene«.
I Nigeria kalder børnene på det lille børnehjem i lånte bygninger Anja Lovén for Mommy. I USA kalder medierne og tusinder af beundrere hende »gudsendt«. Den spansktalende presse kalder hende »en engel«. I Iran, hvor lysblonde, heftigt tatoverede kvinder ikke ligefrem er normen i pressen, kaldes hun »dronning«.
Men der er ikke meget himmerigsk eller royalt over 37-årige Anja Ringgren Lovéns dagligdag.
Og det har der ikke været, siden hun for fire år siden – stående midt i en eksistentiel krise – solgte alt, hun ejede, sagde sit helt almindelige job og sin helt almindelige lejlighed op, vinkede farvel til sit helt almindelige liv og bookede en flybillet til et af de hjørner af Afrika, som Udenrigsministeriet kraftigt advarer mod at lege turist i.
Vi møder Anja Ringgren Lovén så langt væk fra eksotiske Nigeria, som man næsten kan komme. I Rødovre, hvor hun og hendes 20 måneder gamle søn, David Jr., overnatter hos en ven, mens Anja Lovén klarer en række totalt udsolgte foredrag i hovedstadsområdet. Hun tager imod iført tøj, som hendes sponsor og tidligere arbejdsgiver, et tøjfirma, har givet hende. På P-pladsen holder hendes lånte sponsorbil. Når hun er i Danmark, bor hun og David Jr. på et gratis kælderværelse hos i familie i en Aarhus-forstad. Når pengene er rigtig små, tropper hun op hos sin tvillingesøster for at spise med eller låne tøj.
Sådan har det ikke altid været.
Spørg bare Anjas ven og vært i København, Jacob Tronbak, der mødte hende for seks-syv år siden gennem fælles venner.
»Altså mit første indtryk var, at hun var en dulle,« siger Jacob – på drevent frederikshavnsk og med ekstra smæld på dulle. »Men det mener jeg. Seriøst!«
Han er psykoterapeut, så hans analyse falder med en vis tyngde. Men Anja blinker knap:
»Ja, ja, jeg var jo i tøjbutik dengang,« siger Anja, og går man lidt tilbage i historien på hendes personlige Facebook-profil kan man da også sagtens finde fotos af en yngre, mere makeuppet og ja, »dullet« Anja. Med trutmund og det hele.
»Sådan en lidt hjælpeløs-agtig dulle,« kører Jacob ufortrødent på:
»For mig virkede det som om, du ledte efter en mand til at tage sig af dig. Jeg er meget, meget positivt overrasket over, hvordan du har udviklet dig de sidste år,« siger vennen.
Kender man Anja Lovéns forhistorie, er en karakteristik af den yngre Anja som »hjælpeløs dulle« ikke helt fair. Men på overfladen har det nok, siger hun selv, set sådan ud, hvis man iagttog den kønne eks-stewardesse, der i start-20erne flyttede til Aarhus og havde selvtillid nok til at flashe en række iøjnefaldende tatoveringer. Hun var også, som hun siger, en »skide dygtig« sælger. Efter et år i tøjbutikken blev Anja Lovén butikschef, tog på messer, nåede de højt satte salgsmål - og løb lige nogle halvmaraton i fritiden.
Bag facaden gemte sig ung kvinde, der havde svært ved at finde retning. Og mening.
Nogle år tidligere, da Anja var 23 år, fik hendes mor konstateret lungekræft ud af det blå.
»Mine forældre var skilt, og min far var og er alkoholiker. Min mor var holdepunktet i mit liv. Min mor var plejehjemsassistent i 25 år, og jeg har virkelig fået skovlet ind med modermælken, hvor smukt det er at tage sig af andre. Så jeg sagde mit job som stewardesse op for at flytte hjem og passe hende. Jeg var med hende til kemo, til healingsmøder og i kirke. Jeg sov ved siden af hende hver nat i hendes seng, badede hende og gav hende mad. Hver dag indtil hun døde ni måneder senere, 53 år gammel,« siger Anja Lovén.
»Mange har sagt bagefter, at det skal en 23-årig pige ikke stå med. Det er for stort et ansvar. Men det gjorde jeg. Jeg havde hele tiden sagt, at jeg ikke kunne leve uden min mor. Pludselig var det det, jeg skulle. Bagefter kunne jeg ikke finde ud af, hvad jeg ville med mit liv,« siger Anja. Og årene i Aarhus som butikschef gav hverken svar på det. Eller ro.
»Så blev jeg efterhånden 30 år, og det der eksistentielle spørgsmål dukkede op: Hvad udretter jeg egentlig i livet? Hvad bidrager jeg egentlig med? Så fik jeg det sådan; de der sultne børn i Afrika, som min mor, mine søstre og jeg altid snakkede om derhjemme ved middagsbordet – dem tager jeg ud og finder nu,« siger Anja Lovén.
Sådan blev det. Anja Lovén tog til Malawi med Folkekirkens Nødhjælp og blev placeret i lerhytte en afsides beliggende landsby, hvor hun tabte sig 10 kilo, fordi der aldrig var mad nok, og børnene skreg af sult omkring hende. Anja selv kom lykkelig hjem tre måneder senere.
»Jeg tog ud for at finde nogle børn, jeg kunne gøre en forskel for. Men jeg følte mig hjemme, da jeg kom til Afrika. En sten faldt fra mit hjerte. Der var pludselig ro og stabilitet i mit liv,« siger hun.
Men der er vel næppe noget mere stabilt end en lejlighed og et fast job i Århus?
»Det har åbenbart ikke været stabilt for mig. Det var bare som om, der åbenbarede sig en mening.«
Efter endnu en tur - denne gang til Tanzania, hvor Anja Lovén ledede arbejdet med at renovere en landsbyskole - tog Anja en radikal beslutning.
»Jeg ville bygge min egen nødhjælpsorganisation op. I mit eget navn. Og det var dyrt. Jeg var nødt til at sige min lejlighed op, jeg solgte alt, hvad jeg ejede, herunder alt mit tøj fra otte-ti år i tøjbutik. Og ved du hvad, den frihed skulle alle simpelthen prøve. At skille sig af med alle sine materielle ting. Jeg ønsker mig ikke nogen Kähler-vase. Eller den abe, der hænger deroppe,« siger Anja Lovén og peger på sin ven Jacobs Kay Bojesen-træfigur, der hænger ned fra en ledning i loftet. Den er arvet, indvender han.
»Jeg har fundet ud af, hvad jeg vil. Jeg er blevet meget mere selvstændig og stærk. Jeg ved, hvad jeg står for, hvad jeg vil og hvem jeg er. Jeg kan selv og vil selv. Og da jeg sad på flyveren på vej til Nigeria de første par gange, havde jeg sådan en »aaaaah«-følelse i kroppen. Jeg havde intet at bekymre mig om derhjemme. Jeg var fri,« siger Anja Lovén.
I Nigeria ventede det projekt, Anja Lovén havde besluttet sig for, skulle være hendes. “Heksebørnene”. Hun mødte den jurastuderende nødhjælpsarbejder David Umem, der i dag er far til hendes søn, og sammen opbyggede de deres eget børnehjem i lejede bygninger i Akwa Ibom. I de forløbne fire år har de reddet 35 børn fra tortur, misbrug og et liv på gaden.
Som den lille, udmagrede dreng på det i dag verdensberømte foto fra januar.
»Nu tager vi dig med. Du skal ikke være her længere. Du skal med mig,« siger Anja Lovén på umiskendeligt nordjysk til den nøgne dreng på en TV-optagelse, der er lavet af situationen tilbage i januar.
Anjas team havde fået et tip om drengen og var derfor kørt ud til en lille landsby, hvor de fandt drengen siddende under et træ.
»Jeg troede ikke, han ville overleve. Jeg prøvede at være rolig udadtil. Vi skulle bare have den dreng med og begyndte jeg at råbe op eller græde, ville det hele kunne gå galt. Jeg har efterhånden oplevet så meget, at jeg er blevet tilpas professionel. Men indeni tænkte jeg »fuck-fuck-fuck-fuck, han dør lige om lidt i armene på os«. Da jeg samlede ham op, var jeg ved at kaste op. Han stank simpelthen. Af tis og tykt, gammelt skidt,« siger Anja Lovén.
»Redningsaktionen« var langt fra Anjas første. Eller værste. Hun og hendes team har prøvet at komme for sent – hvor de kun fandt barnets lig. De har fundet børn, hvor blodet drev fra lemmer eller hoved efter machetehug. En dreng, der var hængt op i et træ med kæder, så metallet havde boret sig ind i hans hud. Børn, de var forbrændt over hele kroppen. Børn, der var så bange, at de knap turde nærme sig en voksen.
Og redningsaktionerne er farlige. Landsbyer i Nigerias randområder har deres sindrige magthierarkier og stammekontroverser. I 2008 udløste den prisbelønnede dokumentarfilm »Saving Africa’s Witch Children« et internationalt ramaskrig, og delstaten Akwa Ibom gjorde det kort efter forbudt ved lov at udråbe børn til hekse. Men herude råder kun »jungleloven«, som Anja Lovén siger. Analfabetismen og uvidenheden hersker. Uddannelse tilfalder de færreste. Tiden står stille.
Anja Lovén lader ofte sin kæreste og hans erfarne team tage ud alene på redningsaktioner – fordi en hvidblond dame har det med at vække for meget postyr. Eller hun lader i hvert fald David føre ordet.
Således også under redningsaktionen i starten af februar, hvor Anja Lovén forsøgte at bevare roen, spille dum, ikke provokere for meget – og samtidig bevæge sig hen til teamets bil med den syge dreng i armene, mens David Umem gik ind i en skarp ordveksling med en af de lokale beboere.
»Du er selvisk,« snerrede han til en mand på et af de lokale stammesprog.
»Der kom flere og flere til, også folk med macheter. Vi spiller det her spil, men på et tidspunkt siger min kæreste: »Get in the car. Now!« Og så fik vi lov at køre,« siger Anja Lovén.
I bilen på vej til hospitalet siger Anja til David, at hun ikke tror, drengen overlever:
»Han lå bare på bagsædet med en kiks i hånden og kæmpede for hver vejrtrækning. Han var mere død end levende. Så i bilen siger jeg: »Den dreng skal ikke dø uden et navn. Hvad skal han hedde? Hvad med Hope?« Det ord har jeg tatoveret på knoerne, og det står for »Help One Person Everyday«. Og sådan blev det,« siger Anja.
Fremme ved hospitalet kom den lille dreng i bad. Han fik drop i hånden og blev pumpet fuld af ormekur og antibiotika. Indlæggelsespapirerne krævede også et efternavn.
»Hope Lovén Umem«, skrev Anja.
Samme aften forsøgte personalet på børnehjemmet at fordøje dagens oplevelser. Nogle græd. En af børnehjemmets to frivillige danske håndværkere viste Anja nogle fotos, han havde taget. Af hende og Hope.
»Jeg valgte at lægge billederne på min Facebook-side dagen efter, selv om jeg måtte overveje længe, om de var for barske. Men det er jo virkeligheden! Det er det her, jeg ser så tit. Det er vigtigt, når man laver nødhjælpsarbejde, at man kan dokumentere problemerne og sin egen indsats. Uden det, ingen donationer og dermed intet børnehjem,« siger Anja.
Og så skete det forunderlige.
Bestyrelsesformanden for Din Nødhjælp, Anjas organisation, ringede kort efter og sagde, at han var blevet nødt til at slå notifikationerne for betalings-app’en Mobilepay fra på telefonen. Den bippede som besat. Anjas opslag blev “liket” og delt over hele verden, og antallet af følgere på Anja Lovéns Facebook-side voksede fra 3.000 til i underkanten af 200.000.
På dag et tikkede over en halv million kroner ind. På dag to kom den næste halve million:
»Jeg var bare så glad og stolt. Og jeg må sige, at jeg blev stolt over at være dansker. Nogle gange skælder vi lidt for meget ud på hinanden. Når der virkelig er behov, så står danskere sammen og bakker op,« siger Anja Lovén.
Et par dage senere nåede billederne af Anja og Hope den internationale presse, og Anjas frivilligt arbejdende foreningsfolk hjemme i Danmark fik travlt med at udstyre foreningens hjemmeside med IBAN-numre og swift-koder, så de mange tusinde i USA, Sydamerika, Afrika og Asien, der ville hjælpe Hope, også kunne komme til det.
»Berømmelsen har haft to lidt modsatrettede effekter. Det er ekstremt fedt, at vi har fået råbt verden op. Nu kan nogle af vores og børnenes drømme gå i opfyldelse.Vi kan hjælpe mange flere børn. Men det er også farligt for os,« siger Anja Lovén.
»Den nigerianske regering er meget korrupt og vil gerne have et godt image udadtil. De holder også godt øje med den her Hope-historie. Og den lokale guvernør føler, at al kritik af problemet med heksebørn er et personligt angreb på ham. Vi er nødt til at have en dialog med myndighederne, så vi ikke mister vores tilladelse til at drive børnehjem. Det mest forfærdelige ville være, hvis børnene blev taget fra os,« siger Anja Lovén.
Familier i hele verden har henvendt sig med ønsket om at adoptere Hope. Men i Anja Lovéns verden er adoption ikke den happy ending, der stræbes efter. Historien om børnene slutter lykkeligt den dag, de kan sluses tilbage til deres familier. Udsat for stigmatisering og et massivt socialt pres har forældrene ofte ikke haft andet valg end at afskrive barnet. Men når sønnen eller datteren vender tilbage – sund og rask, med pænt tøj på og flere års skolegang bag sig – går pråsen ofte op for familierne. Angst vendes til stolthed. Uvidenhed til oplysthed.
Og børnene? De savner deres familier. De tilgiver. De stråler, når de kommer hjem, og når de får besøg.
»Børnene vil gerne bo hos os og gå i skole, men de savner deres mor. Det mest givende i mit arbejde er at se børnene, når de er på hjemmebesøg. Den kontakt skal vi bibeholde. Det er vores vej ind i landsbyerne, så vi kan komme til at lave oplysning og forebygge,« siger Anja Lovén.
»Jeg vil gerne kæmpe mod overtroen, og jeg vil gerne gå forrest på netop den problemstilling og hjælpe de her mennesker. Vi skal ikke bare sige, at de er dumme og onde – vi skal give dem nogle værktøjer til at komme ud af fattigdommen og uvidenheden. I Europa og Danmark levede vi lige så primitivt og med lige så meget overtro for 500 år siden. Vi har også brændt »hekse« engang,« siger hun.
Børn, der har været udsat for tortur, voldtægter og sågar drabsforsøg fra børnehavealderen burde ikke kunne smile igen. Men det gør de på børnehjemmet. Synger, griner og leger:
»Hvis et dansk barn blev udsat for det, som de her børn har oplevet, så ville det kræve behandling resten af livet. Men Afrika er anderledes. Det her er børn, der er vokset op i nogle af verdens fattigste familier. De er flasket op med vold som en del af hverdagen. De ser typisk deres far slå deres mor. Der er kriminalitet og sult. Og deres forældre har sex i samme rum, som de sover i. Danske børn er meget skrøbelige; de her børn er hårdføre. De kan klare meget mere. De bliver ikke overdynget med »pas på!« og »du må ikke«.«
Men de må have traumer?
»Ja, vi kan se, at mange af vores børn stadig tisser i sengen om natten. Og når de slås, så er det virkelig voldsomt med næseblod og den slags. Men børn bearbejder deres traumer bedste ved at lege og være kreative, de skal ikke sidde og snakke face to face om det hele tiden,« siger Anja Lovén.
I dag, tre måneder efter redningen af HOpe, triller donationerne stædigt ind, og Anjas drøm om at bygge et trygt, varigt hjem for 35, måske 50 børn ad gangen på Anja og hendes kærestes helt egen jordlod er nu ikke længere en drøm. Den er under fuld opførsel i Akwa Ibom – inklusive fodboldbane og sundhedsklinik til hele den nærliggende landsby.
»Jeg kan ikke redde verden. Og jeg kan ikke redde Nigeria. Men jeg kan redde et barn ad gangen. Så jeg har valgt at fokusere på dem, jeg kan redde,« siger Anja Lovén.
Og Hope?
Han futter rundt på børnehjemmet i Nigeria. Nærmest buttet, glad og omgivet af sin nye familie: Anjas 10 ansatte og hans 34-35 ældre »søskende«.
Hope, alle børnene, de ansatte, Anja selv og hendes familie flytter efter planen ind i deres nye børnehjem i sensommeren.
