Hun er anmeldt for at have svindlet for op imod 100 millioner kroner i det hæderkronede advokatfirma, hvor hun var partner. Men i Slagelse var Susanne Fryland kendt som ’direktøren for det hele’, der fik ting til at ske. Og som ud af den blå luft skaffede FC Vestsjælland en slagsang.

Den svindelsag, som lige nu ryster tv- og filmbranchen, har sine rødder i Slagelse. Det er her i det treetagers store hus i Slotsgade, kaldet RD Huset, at man finder det påståede arnested for den svindel, som den 47-årige direktør og advokat Susanne Fryland er mistænkt for at stå bag.

Onsdag blev hun meldt til bagmandspolitiet for groft bedrageri af advokatfirmaet Johan Schlüter, hvor hun var partner gennem 23 år og havde ansvaret for at fordele millioner af rettighedskroner til tv- og filmproducenter.

Men det er i RD Huset i Slagelse, at hun gennem firmaet Registrering Danmark ifølge anklagen fik pengene til at forsvinde.

’Direktøren for det hele’

I Slagelse er sagen en mavepuster for erhvervslivet, fordi netop RD Huset var kendt for at jonglere med et hav af projekter for blandt andre Slagelse Kommune, Slagelse erhvervscenter og fodboldklubben FC Vestjælland.

47-årige Susanne Fryland var ’Direktøren for det hele’, som en anonym erhvervsaktør siger.

Hun fik tingene til at ske i den vestsjællandske by, fortæller flere fra erhvervslivet, som BT har talt med. Da hun trådte ind i bestyrelsen i FC Vestsjælland for tre år siden, fik hun på et splitsekund skaffet klubben en slagsang, husker bestyrelsesmedlem og folketingsmedlem for Liberal Alliance, Villum Christensen.

»Hun markerede sig kraftigt, da hun for egen regning fik lavet klubben en slagsang. Hun hyrede ham fra ’Stjerne for en aften’ (Jacob Sveistrup) ind og på ‘no time’ havde klubben fået en slagsang. Det gjorde hun bare for klubbens skyld. Hold da fast et initiativ, men man undrede sig jo også, fordi det må have kostet en bondegård. Hun var virkelig en, der satte gang i tingene,« siger Villum Christensen.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Dynamisk

’Initiativrig’ er et af de ord, som går igen, når folk skal sætte ord på Susanne Fryland. Hun bliver kaldt dygtig og dynamisk, men flere hæfter sig ved, at nettet af virksomheder og personer, som var involveret i RD Huset var nærmest uigennemskueligt.

»Der dukkede af og til navne op, hvor man tænkte, Gud, er han også ansat?,« siger Villum Christensen og understreger, at han ikke kender den præcise konstruktion i RD Huset.

Men bedrageri-anklagerne mod hende kom fuldstændigt bag på ham.

»Hun virker enormt reel og ordentlig. Det er en virkelig grim sag.«

Truer projekter

Mens tv- og filmproducenter risikerer aldrig at se de penge, som de retmæssigt skulle have haft, så risikerer bedrageri-sagen at trække tæppet helt væk under flere af de projekter, som RD Huset stod for i Slagelse.

For nylig havde Susanne Fryland lovet at gå ind og støtte et større know how-projekt inden for eksportområdet i Slagelse, men pludselig reagerede hun ikke på henvendelser, og i dag ved man hvorfor.

Stadig opbakning

BT har været i kontakt med direktionen i det firma, som skulle have samarbejdet med Susanne Fryland, Moth & Partners Danmark, men hverken Jens Grønkjær eller Per Enslev Eriksen fra direktionen vil udtale sig om projektet, som nu risikerer at falde til jorden.

Opbakningen er - udadtil - stadig intakt i det lokale erhvervsliv, hvor man hellere vil rose end revse og helst ikke blandes ind i den aktuelle sag.

»Hun fortjener kæmpe ros for alt det, hun har opnået i Slagelse, og jeg håber ikke, at den her sag trækker tæppet væk under alt det gode, som er igangsat i Slagelse. Hun har gjort en kæmpe indsats for, at det her sted ikke skal beskrives som Udkantsdanmark i aviserne. Hvis de her anklager er rigtige, har hun umuligt kunnet handle alene,« siger en lokal erhvervsaktør, som ønsker at være anonym.

Udenomsaktiviteter undrer

Susanne Frylands kasketter er mange. Hun bestrider flere bestyrelsesposter, og hun sidder bl.a. i formandsstolen for børnehjemmet Villa Skodsborg, hvor også RD Huset fungerer som sekretariat.

I dag er det netop RD Husets mange udenomsaktiviteter, som undrer.

For kun halvdelen af de ansatte i RD Huset arbejdede reelt med at fordele de rettighedsmillioner, som RD Huset havde haft til opgave at uddele.

I dag er disse udenomsaktiviteter øjeblikkeligt flyttet ud af firmaet Registrering Danmark og over i Susanne Frylands eget firma, Fryland Aps, medarbejderne er fratrådt, og RD Huset er lukket.

Hvorvidt projekterne kan drives videre derfra, må tiden vise.

»Vi har det retsprincip, at ingen er skyldige, før de er dømt. Susanne Fryland har stået bag rigtig mange gode ting i Slagelse, så vi håber naturligvis, at der ikke er noget om snakken, og at de mange projekter, hun stod bag, kan køre videre,« siger Jens Brik, der er direktør i Slagelse Erhvervscenter.

BT har i går forgæves forsøgt at få en kommentar fra Susanne Fryland.