Anne-Mette Toft Hansen ville søndag hjælpe sine veninder med at finde et par solbriller på bunden af Bryrup Langsø. Af endnu ukendte årsager endte forsøget tragisk, da hun i panik forsvandt under vandets overflade og aldrig kom op igen.

- Det er slet ikke til at fatte, så ung og sådan en tragisk og meningsløs afslutning på et liv, der skulle have varet meget længere. Det er lige gået op for mig, at livet ikke er givet. Hvil i fred Anne-Mette, skriver Emil Tvermose, der gik i gymnasiet på Ikast-Brande Gymnasium med Anne-Mette Toft Hansen, på Facebook.

Hun blev kun 21 år gammel, men var allerede i gang med at studere til jordemoder i Esbjerg. Hun var taget nordpå til sin hjemby Ikast for at besøge en ven, da hun blev kontaktet af sine veninder.

Læs også: Kajakroer: Du må ikke give slip

Læs også: Her kæmpede de for at redde hendes liv

De havde tabt et par solbriller under en sejltur på Langsø ved Silkeborg. De tilkaldte hende, fordi hun var fritidsdykker og måske ville kunne finde dem.

Hun blev sejlet 20 meter ud på søen i en båd, men da hun hoppede i vandet for at klargøre sit udstyr, gik noget helt galt. Hun gik i panik og forsvandt på tragisk vis i dybet foran sine veninder.

Inde på bredden stod John Wohlert, der har et hus ved bredden af Bryrup Langsø. Herfra kunne han se pigen forsvinde ned i vandet, komme til syne igen, for derefter at forsvinde endnu en gang.

- Man kunne man se, at hun virkede meget stresset. Hun havde været nede en gang. Da hun kom op virkede hun helt panisk, siger John Wohlert, og fortsætter:

- Han (kajakroeren, red.) råber, at hun skal hold faste, og at hun ikke må slippe båden. Men hun slipper, og så synker hun hurtigt ned i vandet. Han kaster sig i vandet, for at prøve at fiske hende op igen. Men han kan ikke finde hende, fortæller John Wohlert.

Omkring en halvanden time senere finder dykkere hendes livløse krop. Hun blev fløjet til Skejby Sygehus, hvor de måtte konstatere hende død.