Ardiana og Thomas måtte flygte til Bornholm i to et halvt år og gå under jorden med nye dankort og mobiltelefoner. Han sov med en kniv under hovedpuden. Hun mistede kontakten til sin albanske familie. I dag – 10 år senere – opfordrer de andre til at kæmpe for kærligheden på tværs af kulturer. Også når prisen er høj.
Det første Ardiana tænkte, da hun kyssede Thomas, var, at hendes brødre ville slå ham ihjel.
Det var derfor, hun altid havde solbriller på. Derfor, hun løb strækningen fra Roskilde station og ind i sin kærestes lille studielejlighed med hjertet bankende i halsen og angsten bævrende uden på frakken, mens hun bad til Gud, at der ikke var nogen – hendes brødre, brødrenes venner eller deres albanske bekendte - der havde fået færten af hende på vejen.
Det er også derfor, Berlingske ikke bruger parrets rigtige navne. Og derfor, det har taget 10 år, tre flytninger og to børn, at turde stå frem med historien om deres kærlighed.
»Ardiana« og »Thomas« mødte hinanden på pædagogseminariet.
Thomas var fra Stevns, Ardiana flygtet fra krigen i Kosovo. En dag, de andre fra læsegruppen meldte afbud, overmandede forelskelsen dem. Selv om Thomas boede med en anden kæreste. Og selv om Ardiana vidste, at det var den ene ting, der aldrig måtte ske. Den eneste ting, hendes veluddannede og frisindede muslimske forældre ikke kunne acceptere: at hun fandt sammen med en dansker.
»Jeg havde danske venner, jeg måtte tage i byen, jeg kunne leve mit liv, som jeg ville,« fortæller Ardiana i dag.
»Men mens mine brødres kærester kom hjem til middag, var det altid klart – ingen behøvede at sige det højt – at lige den frihed ikke gjaldt mig. Jeg skulle have en albansk mand.«
Da Københavns Kommune for nyligt søsatte en stor kampagne mod social kontrol og for blandede parforhold på tværs af kultur og religion, blev plakaterne flere steder i byen udsat for hærværk. Billedet af en ung dansk mand, der kysser en pige med anden etnisk herkomst var stadig ”for provokerende” for nogen. Kvinden blev overmalet med sort maling.
Da Thomas og Ardiana for 10 år siden blev forelskede, var der ingen plakatkampagner, ingen forbilleder, ingen to-do-manualer.
»Vi var forelskede, men anede ikke, hvad vi skulle stille op. Vi følte os helt alene i verden,« siger Thomas.
For nedrullede gardiner
På seminariet spillede de skuespil, så ingen kunne se, at de var kærester. I studielejligheden rullede de gardinerne ned og drømte sig væk til en parallel virkelighed.
Allerede efter tre måneder snakkede de om at blive gift og om at få et barn. Halvt for sjov, halvt i alvor. Ingen albansk mand med respekt for sig selv ville jo røre en pige, som havde et barn med en anden. Kunne det være løsningen? Og hvad med brødrene, hvor kunne de gemme sig fra dem?
Efter otte måneder blev det alligevel for meget for Thomas. Enten måtte Ardiana indvie familien i deres kærlighed, ellers måtte de gå hver til sit.
»Jeg drømte kun om, hvordan jeg kunne vise hende frem til hele verden. I stedet skulle vi rende rundt til maskebal. Jeg kunne ikke holde det ud,« siger han.
Moren græd, da Ardiana fortalte om sin danske kæreste. Faren var vred og skuffet. Hvordan kunne hun gøre det imod ham? Imod familien? Vidste hun ikke, at de ville blive udstødt af storfamilien i Albanien, at farmor ville dø af sorg. At brødrene, hvis de vidste det, kunne blive farlige. Hvorfor kunne Ardiana ikke være taknemmelig for al den frihed, hun var blevet skænket, og bare i det her ene spørgsmål ikke tænke egoistisk på sig selv.
»Jeg var måske blåøjet og naiv,« siger Ardiana. »Men jeg blev lettet over, at deres reaktion ikke var voldsommere. Jeg var ikke bange for, at min far ville gøre mig noget, og jeg tænkte, at hvis bare jeg argumenterede og mødte dem lidt på halvvejen, ville de med tiden acceptere vores kærlighed.«
Så Thomas’ forældre tilbød at gøre det på ”albansk” maner. De skrev breve til Ardianas mor og far og bad formelt om datterens hånd. Thomas besøgte imam Abdul Wahid Petersen på Nørrebro, fik et muslimsk navn og konverterede til islam.
Det blev dog hurtigt klart, at forældrene var ligeglade. Det handlede ikke om religion og kultur eller om at mødes på midten. Det handlede om etnicitet. Om at Ardiana var en pige, og at det eneste, der var godt nok, var en rigtig albansk mand.
Det var forgæves at få dem til at forstå hendes følelser, indså Ardiana. Så en aften pakkede hun en taske, skrev et brev til sine forældre, kørte af sted midt om natten og flygtede hjem til Thomas. De omfavnede hinanden, indrettede hjemmet med Ardianas halskæder, byggede rede, var mere forelskede end nogen sinde.
24 timer senere sendte faderen en taxa for at hente sin datter. Han lovede ikke at gøre Thomas noget, at ingen ville komme til skade, så længe Ardiana bare kom hjem. »Vi vinder aldrig over dem,« sukkede Thomas og de to gik fra hinanden for en tid.
Du må ikke dræbe din datter
Nogle måneder senere hørte Thomas mor fra en veninde om en organisation, der kunne hjælpe. Deres ekspertise var tvangsægteskaber og social kontrol og det var ganske vist første gang, de skulle rådgive et kulturelt blandet kærestepar som Ardiana og Thomas. Men rådgiverne havde en plan, som lød til at virke: parret skulle pakke en lille taske og tage til en hemmelig adresse på Bornholm. Imens ville organisationen tage sig af forældrene, løse knuden og sikre accepten. Deres sag var nem, forsikrede de. Thomas og Ardiana ville være hjemme inden der var gået en uge.
»Vi var super optimistiske og så det som en miniferie på Bornholm. Jeg pakkede stiletter og kjole. Thomas havde ikke en gang en jakke med. Vi hævede kontanter og glædede os til at få det hele overstået,« fortæller Ardiana.
Men det, der skulle have været en forlænget weekend, ender med et to et halvt års langt eksil.
Forhandlingen med organisationen går værre end galt. I stedet for at deeskalere, får rådgivernes indblanding konflikten til at gå op i en spids. Allerede da Ardianas forældre bliver bedt om at møde op på politistationen, går faderen i baglås. Hvad var de anklaget for? De havde jo ikke så meget som lagt en hånd på deres datter. Og hvad ville andre ikke tænke, når de hørte, at familien var blevet slæbt på stationen, fordi deres datter fra løbet hjemmefra?
Da rådgiveren lidt efter beder faderen underskrive en kontrakt om, at han ikke vil slå sin datter ihjel, mister han besindelsen. Han tager det som en fornærmelse og en helt utilgivelig anklage, har Ardiana siden fået fortalt af nogle af familiens venner, som hun har genoptaget kontakten med. Rådgiverne derimod ser det som et udtryk for, at han rent faktisk overvejer at dræbe sin datter. Utrygheden vokser, da det bliver klart, at Ardianas yngste bror er begyndt at hænge ud med en gruppe kriminelle, som abonnerer på radikale religiøse tankesæt.
Rådgiverne ringer til Ardiana og Thomas. Der er ikke andet for end at gå under jorden med nye dankort og mobiltelefoner, siger de. Helst flytte til udlandet – måske Australien? – og aldrig se sig tilbage igen.
Thomas bryder sammen. De er på Bornholm, hvor de ingen kender, i sommertøj og uden venner. Samtidig føler de ikke, der er nogen vej tilbage. De flytter ind i et sommerhus i skoven udstyret med politialarmer, hvis dækning er så ringe, at politiet aldrig ville kunne lokalisere dem, hvis det endelig skulle gå galt.
Thomas bliver stadig mere deprimeret og paranoid og sover med en kniv under hovedpuden. De bliver lydsensitive og angste for fremmede. De gør, som rådgiverne anbefaler: Ardiana skifter navn til Laura og får en ny dækidentitet. Sammen begynder de på pædagogseminariet på Bornholm. Til deres bryllup deltager kun nogle få fra Thomas’ familie. Deres festdag er badet i blikke af medlidenhed. De følger rådgivernes anbefalinger, men det føles forlorent og forkert.
Nu kysser de på Sjælland igen
Kort før Ardiana skal føde deres første barn, beslutter Thomas sig for at ringe til hendes far og give forsoningen en sidste chance: hvis de er interesserede, siger han, efter han har præsenteret sig selv i telefonen, er han og Ardianas mor velkomne til at spille en rolle i deres barnebarns liv. Ardianas far lytter. Så svarer han stille og roligt, at Thomas skal vide, at faderen var en stor og magtfuld mand i Kosovo som nemt kan få alle mulige ting til at ske.
Måske var det albansk overdrev. Måske var det en tom trussel. Men for Thomas er det dråben, der får ham til at eksplodere. Han er paranoid og aggressiv og er klar til at tage til Roskilde og afslutte det hele. ”Enten kommer jeg der fra, ellers gør din far,” siger han til Ardiana. Han nægter at leve i frygt for, hvornår faren eller brødrene kommer efter dem.
De taler med en fælles ven og får lagt låg på sagen. Thomas dropper konfrontationen med faren.
I stedet rejser han og Ardiana til Kosovo med deres nyfødte for at besøge nogen fra Ardianas storfamilie. De finder ud af, at familien langt fra er så vrede, som hendes forældre har malet et billede af. At flere af hendes bekendte i Kosovo har udenlandske mænd uden at nogen rynker brynene. At mens slægtningene i hjemlandet har rykket og moderniseret sig, er det hendes forældre i Danmark, der har holdt fast i en forstokket kultur.
De beslutter sig for at rejse tilbage til Sjælland. Tage livet tilbage. Tage kontrollen tilbage. Tage Roskilde tilbage. De får barn nummer to og nægter at skamme sig. Holder både jul og Ramadan. Begynder at kysse på gaden - også når der er udlændinge i nærheden. De skriver breve til forældrene. Får børnene til at skrive breve og sende billeder.
I dag 10 år senere har de stadig ikke kontakt til hverken Ardianas forældre eller brødre. De står frem for at fortælle, at kærlighed på tværs af kulturer og religion nok er en lang, smertefuld proces, der kræver store ofre. Men at der ikke er andet for end at stå fast.
De er, hvor de gerne vil være. Har det liv, de drømte om. Og så en gang imellem dukker frygten alligevel op. Vil brødrene komme efter dem? Hvor alvorligt var de egentlig i fare? Skulle de overhovedet have blandet organisationen ind i deres problemer? Var det bruddet værd, lidelserne værd? Vil artiklen rippe op i sårene? Greb de det rigtigt an?
Thomas og Ardiana bliver stille.
»Man kan tænke alt muligt, men sandheden er, at for os var der ingen andre muligheder,« siger Thomas. »Der er så mange, der ikke får lov at leve med den, de elsker. Det ville vi ikke acceptere. Det skal ingen acceptere. Og hvis ikke vi havde gjort noget drastisk, havde vi aldrig siddet, hvor vi er i dag.«
