Forældre gør deres unge en bjørnetjeneste, når de ikke tør påtage sig opdrageransvaret, mener erhvervsmanden, Asger Aamund. »Det er enormt svært for forældregenerationen at forstå, hvilken virkelighed ungdomsgenerationen lever i«, siger forkvinden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Veronika Schultz.
Både og, lyder det fra erhvervsmand og samfundsdebattør Asger Aamund, da han svarer på, om danske teenagere laver for lidt derhjemme og derfor ikke får den arbejdsmoral, som arbejdsmarkedet forventer af dem.
Er der mange unge, der kommer ud på arbejdsmarkedet, som ikke helt har lært det der med at møde til tiden og den slags?
»Det er der noget om. Men det er ikke de unges skyld. Det er forældrenes skyld. De lader sig tyrannisere af deres egne børn. De føler ikke, de har et opdragelsesansvar. Det lægger de over på skolen og samfundet. Jeg hører fra pædagoger om, hvordan politiet kommer hjem til en familie med en ung mand på en 14-16 år, som lige skulle til at stjæle sin første knallert, og så skælder faren ikke ungen ud, men ringer til klasselæren og brokker sig over, at skolen ikke har opdraget på drengen. Alle fralægger sig ansvar.«
Har børn ikke alle dage været gode til at tyrannisere forældrene?
»Nej, de fik ikke lov til det førhen. Børn har altid haft lyst til at udvide deres frihed. Det er en naturlig, menneskelig trang. Men der var bedre styr på forældreansvaret. Og jeg synes, den her forældregeneration er meget slap i koderne. Vi er ved at få en slags formynderstat, hvor borgerne gerne vil have magten over deres eget liv, men ikke vil tage ansvaret for det. Er der noget, der går galt, må det være andres skyld eller samfundets. Man ser samfundet som den store sagsbehandler. Og når forældrene er slappe i koderne, benytter børnene sig selvfølgelig af det.«
Er nutidens unge curlingbørn?
»Når man er ung, har man mange andre ting i hovedet og vil gøre meget for at undslå sig opgaver og pligter derhjemme. Men den fornuftige forælder sætter de unge til det alligevel. Man bliver dog ikke tabt, hvis ens forældre ikke gør det. På den anden side, i bunden af tragten venter arbejdsmarkedet, og der vil de unge få en brat opvågning. De har ikke mor med; de bliver rettet af, og så snart de kommer der, finder de ud af at tilpasse sig den dynamik og de processer, der er på de enkelte arbejdspladser. Hvis ikke, bliver de frosset ud af kollegaerne eller mister arbejdet.«
Altså kan det godt være, at teenagere er forkælede og ikke hjælper til derhjemme, men i forhold til arbejdsmarked og produktivitet betyder det ikke det store?
»Så længe virksomhederne ikke svigter deres forældreopgave, og det gør de ikke, retter det sig i sidste ende. Men det er klart, at for mange unge er det et kulturchok, hvis de har kørt rundt med deres forældre og har haft et afslappet forhold til deres uddannelse og tror, at den også går ude i virksomhederne.«
De fleste vil gerne beholde deres arbejde?
»Vi ved fra arbejdssociologiske undersøgelser, at 70 procent af alle danskere trives på deres arbejdsplads. Det gør de, fordi de er glade for, at der bliver stillet krav til dem, og at der bliver lagt et ansvar hos dem, som de kan honorere.«
Forkvinden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning Veronika Schultz er uenig i påstanden om, at danske teenagere laver for lidt derhjemme, som det stod at læse i torsdagens Berlingske.
Er de 15-20-årige af i dag curlingbørn?
»Slet ikke. Se bare, hvordan vi i høj grad lever op til de politiske forventninger og ønsker, der bliver stillet til os. Vi bliver flere, der tager en ungdomsuddannelse eller en universitetsuddannelse, og vi er hurtigere til at gøre det. Vi arbejder ved siden af og gør alle mulige andre ting. Vi har at gøre med unge, der er enormt bevidste om forventningerne. Tænk bare på, hvor meget fokus der er på karakterer og karakterpres. Det er sådan, at man som ung gerne vil gøre det så godt, at mange rent faktisk ender med at blive stressede af det.«
I giver den en skalle?
»Ja, det er, som om der er ved at opstå en myte om, at man på gymnasiet bare sidder og dalrer og bruger tiden på at finde ud, hvad man skal bruge sit liv på. Men det at gå på gymnasiet eller tage en ungdomsuddannelse er hårdt arbejde, ikke bare noget man lige gør. Der ligger mange timer på skolen, der er lektier, og skal man have råd til alt det ved siden af, skal man også have et arbejde.«
Hvor kommer det så fra, det her med at unge bliver curlinget frem og er lidt sløve i det?
»Det er nok sådan, at voksengenerationen altid synes, at unge ikke lever op til det, de burde leve op til. Men det handler også om, at vi er kommet meget langt fra hinanden. Det er enormt svært for forældregenerationen at forstå, hvilken virkelighed ungdomsgenerationen lever i. Vi befinder os i en meget foranderlig verden.«
Og den kløft vokser?
»Ja, og man oplever som ung, at der bliver stillet rigtig mange krav, men at der ikke bliver lyttet så meget. Det er lidt med døve ører, der bliver lyttet til de problemer, vi oplever. Det skaber distance, når man ikke føler, man bliver taget seriøst. Der er den her diskurs med den dovne ungdom, de unge er ikke dygtige nok og så videre samtidig med, at unge får at vide, at det er dem, der skal ud og løfte samfundet. Faktisk kan man som ung komme til at føle sig umyndiggjort. Man vil gerne tage ansvar, gøre sig umage og tage en uddannelse, og samtidig bliver man påduttet, at man er doven. Og når man så siger, at der er er problemer med stress og pres, får man at vide, at så er det bare, fordi man ikke kan holde til det og er curling-børn.«
Så du køber ikke tankegangen om, at der kommer unge ud på arbejdsmarkedet, der ikke helt er klar til at tage ansvar for et job?
»Nej, min oplevelse er, at de fleste meget tidligt er ude at arbejde, ganske vist i fritiden, og lærer, at det kræver hårdt arbejde, og hvordan tingene hænger sammen. Mange af os er blevet unge under en finanskrise og ved, at det kræver noget at klare sig godt. At det ikke kommer af sig selv.«
