Udsigten til storm med vindstød af orkanstyrke har fået Thisted Kommune til at evakuere de 150 asylansøgere, der i øjeblikket er indkvarteret i en teltlejr i det nordjyske.

150 asylansøgere er blevet flyttet fra flygtninge-teltlejren i Thisted til Thy Hallen på grund af varslet om kraftig storm søndag.

Thisted Kommune oplyser på sin hjemmeside, at asylansøgerne blev evakueret fredag aften.

»Beredskabsstyrelsen, som er ansvarlig for bygninger og telte på asylnødcenteret, vurderede, at de på grund af stormen ikke kunne garantere for sikkerheden i forhold til beboerne, som er indlogeret i vores teltlejr. Derfor besluttede vi at forflytte beboerne til Thy Hallen,« fortæller Lars Sloth, direktør for Børne- og Familieforvaltningen i Thisted Kommune.

Asylansøgerne blev evakueret fredag aften, så de kunne overnatte i Thy Hallen. Søndag vender de tilbage til teltlejren, men fra søndag til mandag skal de igen overnatte i Thy Hallen.

Lørdag blev der ellers hamret barduner i jorden i flygtninge-teltlejren for at sikre lejren frem mod stormvejret, og Lennart Kvist, der er chef for Beredskabsstyrelsen i Nordjylland, sagde, at:

»Nu stormsikrer vi lejren, og så ser vi, hvordan teltlejren står, når det har blæst kraftigt natten til søndag og natten til mandag. Højst sandsynligt står den ganske fint efter stormen også.«

Siden har beredskabsstyrelsen imidlertid vurderet, at det ikke var sikkert for asylansøgerne at overnatte i teltlejren.

21. november ankom 30 enlige mænd til teltlejren, der er placeret på en mark i Thy. På det tidspunkt ramte sæsonens første snestorm landet, og nu må teltlejren endnu engang stå sin prøve.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler storm med vindstød af orkanstyrke søndag aften og natten til mandag.