Tesla får konkurrence. Til september præsenterer Audi en ny el-bil, som kan køre 500 km på batteriet. Bilen skal kunne købes i 2018.

Tesla har længe kunnet bryste sig af at sælge de el-biler, som kører rigtig langt på batteriet. Men nu er den tid ved at være forbi. Til en bilmesse i Frankfurt i september ventes Audi at præsentere deres bud på en el-bil, som de vil vælte konkurrenterne af pinden med.

Audis elektroniske vogn, E-tron quattro, bliver mindre end Audis kæmpe SUV Q7 model og kommer til at kunne køre 500 km. per opladning. Med den melding går Audi direkte i ringen med Tesla, der sætter den længeventede Model X i handelen senere i år.

Audis nye koncept bygger på den teknologi, som benyttes i deres R8 e-tron. E-tron quattro har et stort lithium-ion batteri anbragt mellem akslerne, tre elektroniske motorer og aktiv aerodynamik - bevægelige elementer foran og bagi vognen, som vil forbedre luftgennemstrømningen.

Audi er ikke den eneste store bilproducent, som barsler med nye hybrid- og el-biler. Aston Martin planlægger at sætte en elektronisk version af deres sportsvogn Rapide i produktion i løbet af de næste par år. Mercedes-Benz har også 10 hybrid biler undervejs, som de vil lancere i 2017.