Eurovision-showet i København var tæt at blive aflyst. DR var nemlig klar til at trække stikket for showet, som man helt fra starten mente, var »underbudgetteret« fra Wonderful Copenhagens side. Det skriver Metroxpress.

Således fortalte DRs økonomidirektør, Martin Præstegaard, til et fortroligt præsidiemøde den 15. januar, at »i worst case må Danmark springe sin tur over«.

Metroxpress har fået adgang til fortrolige referater fra præsidiet under Eurovision, der bestod af ledelsen i Wonderful Copenhagen, DRs generaldirektør og økonomidirektør samt overborgmester Frank Jensen (S) og regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

De to sidstnævnte får nu kritik for at have tilbageholdt DRs oplysninger for deres kollegaer i kommune og region.

»Det er faktisk omfattet af regionrådsformandens pligter at give rigtig og fyldestgørende information, og at de andre politikere får alle relevante oplysninger. Overholder en borgmester eller regionsrådsfomand ikke dette, så kan det ende som en sag hos Statsforvaltningen,« siger Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, til metroxpress.

Politikerne måtte måneden efter spytte 13 millioner ekstra i showet, men i april var den gal igen. På et præsidiemøde 7. april måtte DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, tale med store bogstaver og konstaterede, at »situationen er kritisk i forhold til gennemførelse«. Knap fire måneder senere indrømmede Wonderful Copenhagen så, at underskuddet efter Eurovision var endt på 58 millioner kroner.

Hverken DR eller Wonderful Copenhagen ønsker at kommentere, hvad der er sket på lukkede møder.

I Københavns Kommune vil De Konservative, Liberal Alliance og Venstre bede Statsforvaltningen om at undersøge overborgmesteren.

»Alle alarmklokker burde ringe her, og de burde have skåret ind til benet i januar, men i stedet for har Frank Jensen bare ladet det løbe løbsk, og nu løber han fra sit ansvar,« siger Venstres Jens-Kristian Lütken.

Frank Jensen, der ikke var personligt til stede til præsidiemødet i januar, mener, at alt relevant har været lagt frem, da kommunen bevilgede ekstra 8,7 millioner måneden efter.

I Regionsrådet langer blandt andre DFs Kenneth Kristensen Berth ud efter regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen:

»Alt tyder på, at vi politikere i regionen hele vejen er blevet holdt uvidende af Sophie Hæstorp. Det er stærkt kritisabelt,« siger han til Metroxpress.

Region Hovedstaden oplyser, at Sophie Hæstorp Andersen ikke deltog personligt i mødet i præsidiet i januar. Det gjorde regionsdirektør Hjalte Aaberg, der skriver, at han ikke ønsker at referere fra lukkede møder.

BNB