Når alderdommen banker på, og livet synger på sidste vers, skal der træffes smertefulde beslutninger. Fem aldrende vestjyder er hovedpersoner i en ny dokumentarserie, der begynder torsdag aften. BT har mødt to af kvinderne.
Rita Kristensen griner og puffer til Elin Nielsens skulder: ’Jeg føler mig da ikke gammel. Gør du?’ Umiddelbart to slyngveninder, som de sidder der med varm kaffe mellem hænderne og smiler til hinanden.
Elin Nielsen er fra Tarm, der hvor Skjern Å bugter sig det sidste stykke, inden ferskvand bliver saltvand i Ringkøbing Fjord. I fjordens sydlige ende ligger Bork Havn. Det er her, Rita Kristensen har haft sit liv.
De to vestjyske kvinder kender faktisk ikke hinanden, men er bundet sammen af en form for skæbnefællesskab, som tv-seerne de kommende tre torsdage i dokumentarserien ‘Til døden os skiller’ bliver vidner til. Et skæbnefællesskab, de et eller andet sted deler med alle.
For en dag er det jo slut. Sygdom, alderdom, ja, døden, vil ændre alt for os alle.
I ‘Til døden os skiller’ har tv-hold i tre år fulgt to ægtepar og en enke. De fem hovedpersoner er nået til livets sidste kapitler, og meget har forandret sig. Alderdom og svækket helbred sætter de pårørende i svære dilemmaer.
Må man tage på ferie alene?
Hvornår må man sende sin demente mand på plejehjem? Må man godt tage på ferie alene og dermed prioritere egen livskvalitet på bekostning af den, man elsker?
Eller hvilke følelser buldrer i kroppen, når man låser døren for sidste gang til det hus, hvor børnene græd, grinede og voksede sig store, hvor der blev festet og hygget i mere end 40 år.
Det er ‘mindst ti år siden’ de senest var i København. Nu sidder de på bænken på Café Phønix - midt på det regnvåde, pulserende Vesterbro, hvor tiden aldrig står stille – og fortæller om deres liv langt herfra – i det vindblæste Vestjylland, der hvor ‘alle jo kender alle’, som Elin Nielsen formulerer det.
Hun er 77 år og pensioneret pædagogmedhjælper. Hendes mand Vagn har i fem år båret diagnosen demens og er ikke længere den samme mand, hun engang forelskede sig vildt i.
Rita Kristensen er et år ældre. Hun passede hjemmet, mens Anders arbejdede som ‘forretningsmand’. I dag sidder han i kørestol. Blodproppen i 1999 kommer han sig aldrig helt over.
Begge par har sagt ja til at lukke et kamerahold ind i deres ægteskab, ind til det inderste – hvor der er tårer, grin og tavshed.
»Jeg vænnede mig hurtigt til, at der var kamera på. Også når jeg græd og havde det svært. Til sidst glemte jeg helt, at de var der,« siger Elin Nielsen:
Mor og hjemmehjælper
»Men det har været nogle svære år. Fra at være kone og livsledsager til pludselig at være mor og hjemmehjælper for sin mand.«
Begge ægtemænd er dybt afhængige af deres koner i alt, fra toiletbesøg til spisning.
Hjælperrollen beslaglægger en stor del af kvindernes hverdag og har haft store omkostninger for deres sociale liv. Farvel til fester, farvel til ferier – for at nævne nogle af de mange afsavn.
»Jeg kunne jo ikke gå nogen steder, men skulle være over ham hele tiden,« siger Elin Nielsen:
»Jeg blev slidt helt ned til sokkeholderne, og havde dage, hvor alt gik i stå. Jeg kunne bare sidde og holde øje med ham og kigge ud i luften. Det bliver hurtigt rigtig ensomt.«
»Jeg elsker ham, og han er stadig min mand, men han er ikke ham, jeg forelskede mig i. Ham mistede jeg for flere år siden,« siger Elin Nielsen.
Og netop den grundlæggende kærlighed er det, der gør det så svært at tage beslutningerne. Elin Nielsen er ikke i tvivl om, at hendes mand ikke vil på plejehjem.
Der er meget, Vagn ikke har styr på – hvordan man sætter sig på et toilet, hvad klokken er, og hvor mange børn han har. Men han har ikke glemt, at han elsker Elin. At han vil være hos hendetil den dag, han dør.
»Han bad mig love, at jeg aldrig vil sende ham på plejehjem. Jeg fik så dårlig samvittighed, men sådan noget kan man jo ikke garantere. Det bedste for Vagn er at blive her, men det er ikke det bedste for mig,« siger Elin Nielsen.
At det kan være svært at prioritere sig selv og sin egen livskvalitet, når det går ud over ægtefællen, kender Rita Kristensen også til. Hun og Anders har altid elsket at rejse sammen, og har mange ferieminder fra Sydens sol.
Nu er han blevet for dårlig til at rejse, og Rita Kristensen skal beslutte, om hun bryde en livslang tradition og tage på ferie alene, mens han mod sin vilje sendes på aflastning på plejehjemmet.
Kvinderne har svært ved at affinde sig med de mange forandringer og er enige om, at det er vigtigt at få sat ord på.
Elin Nielsen begyndte at græde til en damefødselsdag, da hun første gang blev spurgt, hvordan det gik med hende.
»Jeg brød helt sammen. Indtil nu havde alt handlet om, hvordan Vagn havde det, men det var jo også rigtig svært for mig,« siger hun og vender sig om mod Rita Kristensen, der nikker genkendende.
Vant til at blive overset
Efter hendes mand fik en blodprop, gik der over et halvt år, inden nogen spurgte ind til hende:
»Jeg slog nærmest en baglæns kolbøtte. Jeg var blevet helt vant til at blive overset. Det er så godt at få snakket om det man står i som pårørende, så man skal huske at råbe op,« siger Rita Kristensen.
Interviewet er slut, og de to vestjyder pakker sig ind i vinterjakkerne, inden de træder ud i regnen. »Sikke et vejr,« siger Elin Nielsen.
Tiden skal udnyttes, inden turen igen går vestpå. Kvinderne er enige om, at de lige kan nå et smut forbi gobelinerne på Christiansborg Slot. Dem har de altid ønsket sig at se.
