I børneeventyr er man blevet opflasket med, at ulven er et stygt og farligt dyr. Man skal blot nævne eventyret om Rødhætte og ulven, og folk får genopfrisket deres første ulve-mareridt.

Men noget kunne tyde på, at frygten for ulven er på retur. I hvert fald svarer 88 procent af danskerne, at de overhovedet ikke er bange eller »meget lidt bange« for det pelsede rovdyr i en undersøgelse, Naturstyrelsen har lavet.

Kun 12 procent giver udtryk for, at de er »bange« for ulven. Mens to procent er »meget bange«.

»Der er stadig 12 procent, som er utrygge – og to procent er endda meget bange. Dem skal vi nå ud til med den oplysningskampagne, vi har sat i gang. For ifølge forskerne er der ingen grund til at være bange for ulven«, siger kontorchef Trine Fugmann fra Naturstyrelsen til styrelsens hjemmeside.

Der de seneste år været mange mediehistorier om ulve, der er blevet spottet, specielt i Jylland. Undersøgelsen spørger også, om der lever ulve i Danmark.Og her er svarene helt tydelige. Hele 96 procent i Østjylland er overbeviste om, at ulven har krydset den tysk-danske landegrænse, mens tallet er 90 procent på landsplan.

501 repræsentativt udvalgte danskere har deltaget i undersøgelsen, der er led i en informationsindsats om ulve, der blev vedtaget i 2014.