Det bør være muligt for museerne at sælge ud af deres samlinger, mener Folketingets blå partier. Det er en dårlig idé og nærmer sig det uansvarlige, lyder det derimod fra kulturministeren.

Museernes samlinger af pilespidser, flintøkser og andre genstande, der betragtes som en del af dansk kulturarv, bør kunne sælges. Det mener i hvert fald de borgerlige partier med Venstre i front, skriver Politiken.

I stedet for at man holder fast i, at genstandene er uerstattelige, bør museerne have mulighed for at sælge ud af deres samlinger, mener Venstre, og idéen bakkes op af både Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, fordi de næsten tomme museumskasser dermed kan få en økonomisk saltvandsindsprøjtning, og museumssamlingerne kan blive nyere og bredere.

Ifølge den danske museumslov kan en genstand ikke udskilles fra en museumssamling – medmindre kulturministeren tillader det. Og det vil kulturminister Marianne Jelved (R) absolut ikke tillade, siger hun til Politiken.

»Jeg mener, at det er en dårlig ide, der nærmer sig det uansvarlige. Det vil helt klart bryde med meningen med museerne. De skal opbevare genstande fra vores fortid, og det skal gøres på en måde, så de også kommer kommende generationer til glæde,« lyder det fra Marianne Jelved.