Harley–importøren og Train-grundlæggeren Chris Anker-Petersen, døde søndag morgen, skriver JP Aarhus. Han blev 59 år gammel.
I 1997 åbnede han Cap’s, en stor Harley-forretning på Lystrupvej. Snart efter overtog han forhandlingen af de amerikanske motorcykler i København og senere også Harley Shop Aalborg.
Udfra devisen »Harley’er til folket«, hentede han de store maskiner direkte i USA uden om diverse importører, for på den måde at holde priserne nede.
Den danske Harley-importør, Christopher Neil Anker-Petersen, blev født i Sussex, England, af danske forældre. Her var faderen med til at grundlægge den engelske virksomhed Rentokil, der arbejder med bekæmpelse af skadedyr, skriver stiften.dk.
Familien flyttede til Vedbæk på Sjælland, hvor Chris Anker-Petersen voksede op. Han gik på Herlufsholm Kostskole.
Som 21-årig gik i lære som bådebygger i Hadsund. Chris Anker-Petersen blev dog aldrig færdig med uddannelsen og prøvede i stedet lykken på Danmarks Journalisthøjskole. En blodprop i hjertet satte en stopper for den karriere.
Da faderen døde, efterlod han sig en arv. I stedet for at prøve endnu en uddannelse kastede Chris Anker-Petersen sig over sine to store lidenskaber: Motorcykler og musik, skriver stiften.dk.
Et spillested for voksne
I 1998 åbnede mangemillionæren spillestedet Train i Toldbodgade i Aarhus.
»Lokalerne så gode ud, om end det så blev en lidt større Harley-bar, end jeg havde regnet med! Men så fik jeg også chancen for at bringe musiklivet tilbage til Århus. Jeg har altid syntes, at der manglede et rocksted for det modne publikum i byen. Et sted, hvor koncerterne begynder så tidligt, at folk kan nå hjem og betale barnepigen bagefter,« fastslog Chris Anker-Petersen, da Århus Stiftstidende talte med ham i anledning af Trains fem års fødselsdag i 2003.
Chris Anker-Petersen gav sjældent interviews, og ved samme lejlighed forklarede han hvorfor:
»Jeg giver sjældent interviews, for jeg synes ikke, det er spændende at tale om mig selv. Jeg har ikke behov for at være berømt. Bare jeg har en god tilværelse, er jeg glad. Når jeg kommer på Train, ved gæsterne ikke, hvem jeg er, og det har jeg det fint med. I stedet for at åbne Train og motorcykelforretningen kunne jeg have ladet mine penge stå i banken og trække renter. Men jeg har valgt at lade dem arbejde. Det er mere tilfredsstillende.«
