En ny undersøgelse fra Børnerådet viser, at hver anden 13-årige oplever alt fra vold og krig til at blive kontaktet af ukendte voksne, når de færdes på internettet.

Hver anden 13-årige oplever alt fra vold og krig til at blive kontaktet af ukendte voksne, når de færdes på internettet, viser en ny undersøgelse fra Børnerådet ifølge Politiken.

2.000 børn der går i syvende klasse har har deltaget i undersøgelsen, hvor hver syvende har oplevet at blive kontaktet af en voksen, de ikke kendte, mens omtrent samme andel har set billeder af krig, vold eller sex.

»Det er bekymrende, at de ser ting, de ikke er mentalt rustet til, og derfor må vi forsøge at give dem redskaberne, før de møder det ubehagelige på nettet«, siger Ayhan Can, der er medlem af Børnerådet på området børns kultur- og fritidsliv.

Projektleder Gry Hasselbalch fra Medierådet for Børn og Unge mener, at undersøgelsen understreger, at børnene skal hjælpes med at finde rundt på nettet.

»Nettet er alle vegne - når børnene skal søge informationer i skolen, når de skal spille og i deres sociale liv. Børnene får adgang til flere ting og flere mennesker, og flere mennesker får adgang til dem«, siger Gry Hasselbalch, der advarer mod at betragte børn som kompetente mediebrugere, blot fordi de ofte er på nettet.

»Når det gælder om at vurdere en kilde og navigere på nettet, så man undgår ubehagelige ting, der er 13-årige stadig børn,« tilføjer hun.

Ifølge Børnerådet har forældre en vigtig opgave med at klæde børnene på til at færdes på nettet, men 39 procent af børnene svarer, at deres forældre sjældent eller aldrig interesserer sig for, hvad de laver på nettet.

»Det er skræmmende tal. Det handler ikke om, at forældrene skal kende de nyeste apps, men om at de skal lære børnene generelt om adfærd på nettet«, siger Ayhan Can fra Børnerådet.

Landsformanden for Skole og Forældre er enig.

»Klassikeren er, at barnet sidder på værelset med computeren på et socialt medie, forældrene ikke engang har hørt om. Der er en kæmpe opgave for både skolen og forældrene i at tale med børnene om det her«, siger Mette With Hagensen.