Sommerferien er over os, og vejret er netop nu perfekt til at komme udenfor og lege. Desværre sidder alt for mange børn stadig indenfor foran tv'et eller på computeren, hvor spil og brugen af sociale medier er i høj kurs.

Det skal der laves om på.

Derfor har den verdenskendte børnekanal Nickelodeon i dag valgt at slukke for deres TV-signal og lukke deres hjemmeside mellem kl. 13 og 17 med den opfordring, at børnene skal tage ud i det gode vejr og lege i stedet for at sidde indenfor.

Initiativet hedder Løb og leg-dagen og begyndte i USA i 2003, hvor det nu har spredt sig rundt i Europa og resten af verdenen.

På Nickelodeons danske Facebook-side har de også lavet en kampagne, der går ud på, at man - ved at trykke 'synes godt om' - lover at være udenfor mellem 13 og 17 uden at bruge nogen form for elektronik.

Deltager man i kampagnen vil man være med i kapløbet om at vinde en Nickelodeon fan-pakke, og samler kampagnen over 200 likes, vil Nickelodeon donere 10.000 kroner til Red Barnet Ungdom.

Og interessen er der. Netop nu har kampagnen samlet over 500 likes, hvilket er kommet bag på Nickelodeon.

- Vi er rigtig glade for, at der har været så stor opbakning til kampagnen på Facebook, og at vi er glade for at være med til at inspirere nogle børn til at komme ud i det gode vejr i dag, siger en talsmand for kampagnen.

Få dit barn ud

Familierådgiver Lola Jensen understreger, hvor vigtigt det er, at børnene kommer udenfor og rører sig.

- Børnene skal ud en gang i mellem og have højt til loftet, og det er lige meget, om det er sommer eller vinter. For det gode ved at komme ud er, at man bedre indarbejder, de indtryk man får i løbet af dagen, i forhold til hvis du bare sidder foran en skærm, siger hun.

Helt fra børnene er små skal man opstille kvoter for, hvor længe de må sidde foran computeren eller tv'et om dagen.

- Man kan sige til sit barn, at du må sidde en time om dagen i hverdagene, og to timer i ferien. Når den så er brugt, kan man hjælpe sit barn med, hvad de så skal. Børnene kan så selv bestemme, om de vil gemme timen, bruge den om formiddagen eller når de vågner, siger hun. 

Lola Jensen kan dog godt forstå, hvorfor forældre kan være tilbøjelige til at lade deres børn blive indenfor på værelset, selv om solen skinner.

- Børnene er jo nemme at have, når de sidder der. De sviner ikke, de roder ikke, og de larmer ikke. De kan få høretelefoner på hovedet, og så er de helt stille, siger Lola Jensen.

Og det er i virkeligheden ikke meget, der skal til for at få børnene med.

- Det er så nemt at købe en lille pøl til haven, tage på stranden, eller pakke en kurv og tage et tæppe med ud og lege skovtur med alle dukkerne og bamserne, siger Lola Jensen, der lover, at forældrene vil få et helt andet barn med hjem, når det har været ude i den friske luft.