Da forældrene i den integrerede institution Radisen i Brønshøj iværksatte en madordning for at hjælpe en familie, hvor moderen havde fået konstateret kræft, var det ikke første gang, at de gik langt for at hjælpe

For to år siden gjorde en gruppe af forældre, som havde børn i institutionen, det samme for en anden familie, hvor den ene forælder var syg.

Det fortæller Mette Siksne, der er pædagogisk leder i Radisen. Børnehaven har slået ring om familien Thomsen, efter moderen Betina Thomsen fik konstateret kræft og senere døde. I Radisen valgte man at sørge for, at den kræftramte familie havde mulighed for at tage noget mad med hjem, så der var én ting mindre at tænke på i en ellers presset tid.

Læs også:

- Da de forældre, der har børn her i institutionen nu, hørte, at der var en forælder, der var alvorligt syg, besluttede de sig for, at de ville hjælpe. Inspireret af madordningen for to år siden spurgte de familien, om de havde lyst til det, og det sagde de ja til, siger Mette Siksne.

Behov for at hjælpe

Hun var ikke overrasket, da en gruppe forældre henvendte sig til hende for at drøfte, hvordan de bedst muligt kunne hjælpe familien Thomsen.

- Det kendetegner mange af forældrene her i institutionen, at selvom de er travle børnefamilier, så har de overskud til at give noget til andre. I den her situation havde forældrene behov for at hjælpe, fordi de ville gøre noget godt for familien, som var i en svær situation, fortæller Mette Siksne.

Den pædagogiske leder glæder sig over, at forældrene i institutionen står sammen og hjælper hinanden, også når sygdom og dødsfald rammer.

- Vi har nogle meget engagerede forældre her i Radisen, som støtter, hvor de kan. Der er en kultur af sammenhold, fællesskab og engagement, og det er jeg vildt stolt af, siger Mette Siksne.