Det er helt op til lederen på den enkelte skole at vurdere, om to otteårige drenge skal bortvises fra skolen efter at have vist tissemænd til en jævnalderende pige. Sådan lyder det fra Horsens Kommune, hvor to drenge er sendt hjem fra skole med den begrundelse, at de har optrådt blufærdighedskrænkende. Det skriver tv2.dk.

Kjeld Kristensen, ungdomsdirektør i Horsens Kommune, fortæller, at sådanne beslutninger hører hjemme på den enkelte skole.

»Jeg går ikke ind i den konkrete sag, for det er skoleinspektøren, der vurderer grovheden, og hvad der er gået forud,« siger han til tv2.dk.

I brevet til de to drenges forældre henviser skoleinspektøren ifølge tv2.dk til, at bortvisningen sker med hjemmel i Undervisningsministeriets Bekendtgørelse nummer 697.

Her står der, at »foranstaltningen skal stå i rimeligt forhold til elevens forseelse og skal bl.a. vurderes i forhold til forseelsens grovhed, elevens alder, eventuelle forudgående samtaler, påtaler og advarsler mv.«

Kjeld Kristensen siger:

»Det er en bekendtgørelse, der bliver brugt på vores skoler, og det er yderst sjældent, at vi får klagesager over det. Men det er skolelederens beslutning og ansvar, og den kan jeg så efterfølgende tage til betragtning, hvis der ligger en klagesag«.

Drengene blev 3. november bortvist i en uge. Bortvisningen skyldtes, at drengene havde »opført sig blufærdighedskrænkende«.

Faren til den ene af drengene mener, bortvisningen er uberettiget:

»Jeg synes, at det er helt ude af proportioner i forhold til, hvad de har gjort,« siger han til tv2.dk.

Skoleinspektøren valgte ikke kun at skrive et brev til drengenes forældre, men har også snakket med hele klassen om episoden og delt en meddelelse på skolens Forældreintra.

Drengenes forældre valgte derefter at tage til genmæle og skrev en besked på Forældreintra, hvor de forklarede sagens omstændigheder. De har ligeledes klaget over inspektørens bortvisning og den generelle håndtering af situationen.

Skoleinspektøren ønsker ifølge tv2.dk ikke at kommentere sagen.