Det brænder stadig i gården på Halgårdvej 2 A i Halgård ved Holstebro, og branden udvikler røg, der er sundhedsskadelig ved indånding.

Derfor opfordrer Midt- og Vestjyllands Politi i en beredskabsmeddelelse personer i området mellem Halgårdvej, Ringvejen, Prins Buris Vej og Herningvej til at søge indendørs, lukke døre og vinduer samt at standse ventilationen.

Hvis man har indåndet røgen og efterfølgende føler ubehag, skal man søge lægehjælp omgående.

Brandvæsnet har siden torsdag eftermiddag kæmpet med at slukke branden i den stråtækkede gård på Halgårdvej. Det er formentlig en kortsluttet tørretumbler, der er skyld i branden, oplyste myndighederne tidligere torsdag.

Da brandvæsnet nåede frem, frygtede man, at der stadig var personer i stuehuset, og derfor blev der også tilkaldt både læger og ambulancer.

»Men der var heldigvis ingen,« siger indsatslederen til Dagbladet Holstebro-Struer.

Til gengæld har brandvæsnet svært ved at komme ind til ilden, der løber under tagkonstruktionen.

»Vi kommer til at være her i flere timer. Vi har ringet efter en rendegraver, der skal være med til at fjerne dele af taget, så vi kan komme ind til ilden,« fortæller indsatslederen.

Røgen fra branden er giftig, oplyser brandvæsnet, og derfor har den nærliggende Halgård Skole fået besked på at lukke alle døre og vinduer og holde alle elever indendøre.

Ingen personer er kommet noget til ved branden.

BNB