Skatteminister Morten Østergaard (R) drages nu ind i sagen om Skats manglende behandling af Jesper ’Kasi’ Nielsens skattekrav.

- Jeg vil have ministeren til at svare på, hvorfor der skal gå over to år, inden en skattesag bliver afgjort ved en domstol. I denne sag har Skat jo i to år indefrosset alle mandens midler, selv om en uvildig indsats ikke har vurderet sagen, siger De Konservatives skatteordfører Brian Mikkelsen.

Han mener, at Skat dræber enhver form for iværksætterlyst.

- Det er helt kafkask at behandle danske iværksættere på den måde. Det koster staten mange skattekroner, at de få erhvervsfolk, vi har, må flytte til udlandet, siger han.

Pranger-metoder

I Jesper ’Kasi’ Nielsens sag har Skat allerede erkendt, at han blev udsat for en ulovlig sagsbehandling. Sidste år fik han et brev om, at sagsbehandlerne på hans sag havde forsøgt at presse ham til en aftale ved at bruge pranger-metoder.

Til gengæld fastholder Skat et krav på 400-600 mio.kr.

Ombudsmand

De Radikales skatteordfører Nadeem Farooq vil gerne undersøge mulighederne for at få sat tidsfrister for behandlingen af skattesager.

- Jeg vil ikke udtale mig om den konkrete sag om Jesper ’Kasi’ Nielsen, som jeg mener er meget speciel. Men jeg vil meget gerne understrege, at regeringen vil øge retssikkerheden i Skat, og vi kigger på forskellige midler, siger han.