Manden bag dansktophittet ‘Kære lille mormor’ og medlemmet af gruppen Brixx, der vandt Melodi Grand Prix i 1982 med ‘Video video’, John Hatting, blev tirsdag bisat fra en næsten fyldt Sundby Kirke på Amager. Flere af hans venner og hans familie var mødt op for at tage en sidste afsked med den tredobbelte grandprix-vinder. 

En af dem var Hattings nære ven Jens Brixtofte, der i sang 'Video video' til tops. Han talte med John Hatting blot få dage før, sangskriveren den 23. marts blev fundet død af et hjerteanfald i sin lejlighed på Amager.

- Livet har ikke altid været nemt for ham. Men jeg ved, at han har det godt, hvor han er nu, sagde Jens Brixtofte til bt.dk efter bisættelsen. 

Også Hattings ekskone Lise Haavik, som han dannede duoen Trax med og opnåede en sjetteplads i Eurovison med sangen 'Du er fuld af løgn', var mødt op ved kirken for at sige et sidste farvel. Sangerinden har ikke haft meget kontakt med eksmanden i længere tid, men var mødt op til begravelsen.

- Han har været en stor del af mit liv, så selvfølgelig er jeg her i dag. Vi blev gift sammen i denne kirke. Han var et dejligt menneske, lød det fra Lise Haavik til bt.dk.

Inde i kirken holdt præst Susanne Ivalo Rasmussen en meget personlig tale for sangskriveren. Hun fortalte blandt andet, at han havde valgt at holde sig for sig selv til sidst, og at han både havde haft gode og dårlige dage i sit 64-årige liv.

Og det var en tale, som Jens Brixtofte var meget glad for.

- Det var en god og afbalanceret tale, sagde Brix-forsangeren.