Som stormen Gorm drager øst på, er flere broer blevet genåbner over de danske sund og bælter.

Storebæltsbroen og begge broer over Lillebælt er søndag aften omkring klokken 22.30 blevet genåbnet, efter de tidligere søndag aften blev lukket på grund af stormen Gorm.

Svendborgsundbroen og Langelandsbroen ventes ifølge Fyns Politi genåbnet klokken 23.00 søndag aften, oplyser Fyns Politi.

Alle broerne blev lukket tidligere søndag aften, da den kraftige vind, der fulgte med Gorm, gjorde det for farligt at passere broerne.

Flere bilister har været strandet i Jylland og er blevet henvist til et Erritsø Fritidscenter ved Fredericia.

Nu kan de formentlig meget snart igen drage øst over - i hælene på Gorm, der sent søndag aften for alvor ventes at tage fat på København og Sjælland.

Øresundsbroen er fortsat lukket. Det er endnu uvist, hvornår broen til Sverige åbner igen.

BNB