En skøn bryllupsfest endte med en kold nattetur for et selskab på fire voksne mennesker, da de natten til søndag blev smidt af en taxa fra Favrskov Taxi.

Flere gæster fra bryllupsfesten i Bøstrup Forsamlingshus skulle hjem med taxa, og da Peter Melsted endelig fik en vogn kl. 3.30, opstod der hurtigt en dårlig stemning i taxaen.

Det skriver Århus Stiftidene.

»Passageren på forsædet bad om at få skruet ned for varmen i bilen. Det kunne ikke lade sig gøre, for her er ikke varmt,« lød det ifølge Peter Melsted fra chaufføren, som var firmaets indehaver Henning Jakobsen.

»Hun spurgte igen pænt og ordentligt og sagde, at vi jo betalte for turen. Men hun fik tre-fire flabede svar. Bagefter var der en kvinde på bagsædet, som bad om at få åbnet vinduet. Det kunne heller ikke lade sig gøre. Hurtigt opstod der en dårlig stemning, hvor vi gjorde opmærksom på, at vi jo betalte for turen, og derfor også forventede lidt service. Vi var lidt berusede, som man er efter en hel nats fest, og jeg var nok den mest ædru af os, men vi forsøgte at holde en pæn tone, selv om Henning Jakobsen var meget afvisende,« fortæller Peter Melsted.

Kold nat

»Pludselig holdt taxaen stille, og Henning Jakobsen sagde, at nu gad han ikke høre mere på det ævl, og han strøg om for at åbne fordøren for passageren der. Og der stod vi så totalt målløse ude midt på en mark. Det var kun tre-fire graders varme, det blæste en del, og vi havde jo ikke særlig meget tøj på, da vi jo kom lige fra brylluppet,« siger Melsted, som døjer med dårlig hals og feber efter den kolde nat på åben mark.

Efter en halv time blev de fire hentet af en nabo.

»Vi havde lavet en back-up i tilfælde af, at det glippede med taxaen, og den fik vi da brug for,« siger Peter Melsted.

Henning Jakobsen bekræfter, at han bad de fire kunder stige ud af bilen omkring Frijsendalvej mellem Hammel og Haurum, men inden da havde han skruet ned for varmen på højre forsæde, som passagereren bad om.

»Men vinduerne på bagsædet kan ikke åbnes, og hvis hun skulle kaste op, så sagde jeg til hende, at vi kunne holde ind. Jeg blev tituleret med det ene og det andet, og det vil jeg ikke finde mig i, når jeg er på arbejde. Bægeret kogte over, derfor satte jeg dem af,« siger han.

»Man ved jo aldrig, hvad den slags berusede folk kan finde på. Jeg følte mig truet, de var berusede og blev ved med at brokke sig, og de to mænd i bagsædet kunne jo tage halsgreb på mig,« tilføjer han.

Han glæder sig dog, at de ikke sparkede til bilen, som han af og til oplever. I sine knap 30 år som taxavognmand har han to-tre gange tidligere bedt kunder stå ud af vognen.

Peter Melsted skrev om episoden på Facebook søndag, og siden har historien fået mere end 240 likes og mere end 100 kommentarer, hvor der også er beskyldninger om dårlig kundebetjening fra tidligere kørsler med Favrskov Taxi.

En kvinde skriver således, at en chauffør kørte 160 km i timen, da hun og hendes mand kørte med en bil fra Favrskov Taxa.

»Men det passer ikke. Bilerne, der kører om natten, er ’låst’, så de ikke kan køre med end 100 km i timen,« siger Henning Jakobsen.