Fødevarestyrelsen gjorde onsdag aften en gruopvækkende opdagelse, da man i snuskede kælderlokaler fandt en betonblander, hvorfra der produceres patientmad til flere plejehjem og sygehuse landet over.

Fødevarestyrelsens rejsehold lukkede øjeblikkeligt virksomheden Nordic Ingredients, hvor produktionslokalerne og -udstyret bliver beskrevet som møgbeskidt og uhygiejnisk og ikke så ud til at være rengjort ofte.

Efter nyheden har BT været i kontakt med en række af køkkenerne på de plejehjem og sygehuse, som har modtaget og serveret maden. Her var reaktionerne på betonblanderne og de generelt uhumske forhold ikke til at tage fejl af:

'Chokerende', 'Forfærdeligt ulækkert' og 'umenneskeligt' lød det fra personalet på nogle af de steder, hvor man har med maden at gøre.

En liste på i alt 11 plejehjem og sygehuse fra hele landet, som har modtaget produkter fra virksomheden i november, er blevet offentliggjort på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Et af dem er Hospitalskøkkenet på OUH/Svendborg Sygehus. Her forsikrer en pressemedarbejder, at patienter og pårørende ikke skal frygte for, at der torsdag aften vil være mad fra Nordic Ingredients på menuen.

Køkkenpersonalet har lokaliseret og kasseret varerne. Det skete straks efter, at beskeden ankom fra fødevarestyrelsen. Hospitalet vil i løbet af fredagen komme med en mere officiel udtalelse angående den uappetitlige nyhed.

Nordic Ingredients har blandt andet produceret såkaldte gelerugbrød og geleagurker samt pulverblandinger med smag af forskellige slags kød til patienter, der har svært ved at synke normal mad.

Disse steder har ifølge Fødevarestyrelsen modtaget den urenlige mad fra Nordic Ingredients:

Roskilde Madservice Astersvej 9 4000 Roskilde

Centralkøkkenet AUH SYD Hobrovej 18-22 9100 Ålborg

Områdecenter Rosenvænget P. Knudsensvej 6 8930 Randers NØ

Pegasus Bo & Aktiv Pugesøvej 22-54 5650 Faaborg

Holmbohjemmet Klostervej 39 6950 Ringkøbing

Hospitalskøkkenet OUH/ Svendborg Sygehus Sdr. Boulevard 29 5000 Odense C

Plejecenter Sjelsø Soldraget 37 3460 Birkerød

Løjt Ældrecenter Kirketoften 60 6200 Åbenrå

Sygehus Vensyssel / Køkkenet Bispensgade 37 9800 Hjørring

Dalsmark Plejehjem Dalsmark – Rinkenæs 5-13 6300 Gråsten

Åkanden køkkenet Kirkegade 3 6880