Fredag kan du få dig en gratis burger, når YOBurger åbner midt i København.

Hvis du elsker burgere og er i København fredag eftermiddag, er der godt nyt til dig. For mellem klokken 16 og 18 kan du slå et smut forbi YOBurger, der fejrer åbningsdagen ved at forære gratis burgere i to timer, skriver AOK.

Det er de tre gutter, Patrick Bachmann, Lasse Meyer og Simon Vestford, der står bag det nye burgersted, som åbner mellem Vor Frue Kirke og Gammeltorv midt i København.

Og de tre mænd har valgt et ganske simpelt koncept. På menukortet kan du vælge mellem to burgere. YOBurger eller YOVeggie.

Den første koster 69 kroner og serveres med en 100 grams bøf, men kan opgraderes til det dobbelte for en 20’er.

Er du ikke til kød, kan du vælge vegetarburgeren, der kan fås for 74 kroner.

»Vi har testet det hele af på madmarked i Kødbyen i sommer, og her fik vi masser respons. Derudover har vi haft en masse rejser rundt til storbyer i hele Europa og i USA selvfølgelig. Her har vi hentet inspiration, så vi har smagt en del burgere det sidste års tid. Nu mener vi, at vi har ramt noget, som København mangler,« siger Lasse Meyer til Ekstra Bladet.

LÆS OGSÅ: Teenageres burger-gavmildhed har taget internettet med storm

Så hvis du vil se, om de tre mænd virkelig har ramt noget, som Danmarks hovedstad mangler, kan du tage turen forbi YOBurger fredag.

Som udgangspunkt vil de tre mænd ikke starte en burgerkæde, men Lasse Meyer afviser ikke, at de måske åbner et andet sted i Danmark på et senere tidspunkt, fortæller han til Ekstra Bladet.