Det får nu konsekvenser for den ansvarlige bygherre og entreprenør, at et stillads tirsdag væltede på Strøget i København.

Arbejdstilsynet oplyser til Berlingske Nyhedsbureau, at de onsdag gav tre strakspåbud efter stilladsulykken, der skete ved Illum tirsdag eftermiddag.

Ét strakspåbud er givet til bygherren og to til entreprenøren Einar Kornerup A/S, der står for at sikre arbejdspladsen.

Arbejdstilsynet kan uddele et strakspåbud, når der eksempelvis er tale om et alvorligt brud på sikkerhedsreglerne.

Påbuddet indebærer, at fejlen straks skal udbedres.

Påbuddene, som bygherren og entreprenøren har fået pålagt, indebærer blandt andet øget kontrol, koordinering og indretning af byggepladsen, der skal sikres, før der må arbejdes videre.

To personer kom lettere til skade, da dele af stilladset væltede foran stormagasinet, men området er nu sikret og, færden på Strøget er igen sikkert.

BNB