Dreng vidste ikke, hvor han var, og blev ulykkelig, da han blev sat af bussen på vej i specialklasse.

Jens Bæk blev temmelig chokeret over, at et skænderi mellem børn i en bus kan føre til, at en chauffør efterlader en ti-årig dreng ved vejen.

»Jeg var meget rystet og chokeret, da jeg fik det at vide. Sådan noget bør en chauffør i en bus med børn til specialklasser kunne håndtere,« siger Jens Bæk, der bor i Vemb, til Dagbladet Holstrebro-Struer.

Hans ti-årige søn William går i en obs-klasse på Birkelundskolen i Holstebro, og han blev som sædvanlig hentet i landsbyen Vemb klokken 6.50 torsdag morgen.

På vejen over Ulfborg opstår der noget ballade mellem William og en anden dreng, som tager fotos af hinanden. Forløbet er uklart, men da bussen når Nr. Felding, beder chaufføren William gå ud af bussen, indtil han er faldet til ro, fortæller forældrene. Bussen kører videre omkring 7.30 og efterlader drengen.

Lidt før klokken otte ringede drengen til sin mor.

»William var meget ulykkelig, da han ringede til mig. Han vidste slet ikke, hvor han var,« siger Charlotte Bæk.

Jens Bæk kan se, at chaufføren har forsøgt at ringe til ham omkring 7.40. Efter et morgenmøde ringede Jens Bæk tilbage klokken otte. Her fik han at vide, at chaufføren var i Holstebro - men snart ville hente drengen igen.

Faren undrer sig

»Jeg blev da noget sur, og skældte chaufføren ud. Men han sagde, at de havde retningslinjer fra skolen om, at de kunne sætte børn af,« siger Jens Bæk, som arbejder i Lemvig, mens hans kone arbejder i Holstebro.

Efter forældrene havde talt sammen, hentede moren den ulykkelige dreng i Nr. Felding et kvarters tid senere og kørte ham i skole.

Forældrene ringede til Birkelundskolen, som afviste, at der skulle være sådanne retningslinjer. Efter en opringning til Skjern Bilen fik Jens Bæk en undskyldning derfra.

Men forældre undrer sig fortsat over, at det kunne ske, og vil gerne have sikkerhed for, at det ikke gentager sig.

»Som forældre skal man kunne være tryg, når man sender sit barn med bussen,« siger han.

»Jeg mener ikke, at chaufførerne skal være pædagoger, men de bør have viden om, hvordan de klarer en sådan situation. Det kan ikke være første gang, at et par børn er kommet op at tottes, og det vil med sikkerhed ske igen,« siger han.

Forældrene havde aldrig forestillet sig, at det kunne forekomme, at et barn blev sat af bussen.

»Det er jo børn med visse problemer, og man kan ikke have chauffører, som ikke kan klare børn med et vist temperament,« siger Charlotte Bæk.

»Der bør være klare retningslinjer for, hvordan en chauffør skal tackle en sådan situation,« tilføjer Jens Bæk.