Det er vores oplevelser, der former os, mener tidligere racerkører Jason Watts, der på 16. år sidder i kørestol. Men det var ikke blot uheldet i 1999, der ændrede hans liv. De allerførste racerløb reddede ham fra et liv på kant med loven, og hans børn holder ham i live i dag. Han er ambassadør for »Wings for Life World Run« i Aarhus.
»Vi foreslår, at Jason bliver flyttet til en anden fritidsklub. En klub, der egner sig bedre til ... sådan en som ham.«
Vejlederen kiggede seriøst på ti-årige Jason Watts mor og bonusfar. Ventede på deres svar.
Som teenager var Jason Watt ham, der aldrig holdt sin kæft. Han snakkede i timerne, forstyrrede, havde en smart bemærkning til hvad som helst. Uden for skolen kunne han finde på at stjæle en cykel. Det nåede et punkt, hvor fritidsklubben opgav at kontrollere ham.
»Jeg gjorde sådan nogle åndssvage og håbløse ting i min ungdom. Den slags, man prøver at holde sine børn fra. Jeg var begyndt at udfordre både skæbnen og loven,« fortæller Jason Watt, der i dag er far til tre børn.
Forældrene fulgte vejlederens råd. De flyttede Jason til Viaduktens fritidshjem i Roskilde. At lade den unge rod skifte klub blev hans redning. For der var en gokart-bane. Alt ændrede sig første gang, han satte sig ned i en af de gamle karts og greb fat om rattet, mens en pensioneret knallertmotor lystigt tøffede bag sædet.
»At få lov til at køre to omgange i hvad der må have været sneglefart. For satan,« mindes han, holder en lille pause og viser sit store, hvide smil,
»Det var lige der, livet gik op for mig.«
En tom harddisk
Vi sidder ved bordet i hans stue. 45-årige Jason Watt byder på både kaffe og en stor kande lysegrøn saftevand. Begge drikke er stærke på hver deres måde.
»At køre gokart betød ikke, at jeg stoppede med at være en rod fra den ene dag til den anden. Sådan fungerer det ikke. Men det betød, at jeg havde mindre tid til at lave ballade,« siger han.
Det ringer på døren, og Jason Watt griber straks fat om hjulene på sin kørestol, drejer venstre om og kører mod entreen.
»Ja,« råber han. »Kom ind!«
Det er en fragtmand. Han kommer med en ny spoiler til Watts store folkevogn, der er skabt til at transportere både ham selv, kørestol og alt andet udstyr, det er nødvendigt at have med for en handicappet. Men han har også en anden bil. En superbil. I garagen står hans grå Ford GT, der har over 500 hestekræfter, efter at han »tunede den lidt«. Alle biler er ombygget, så Watt kan give gas og bremse ved hjælp af små paler ved rattet. Fragtmanden går igen og Watt ruller tilbage i stuen og standser hjulene ved bordet. Storsmilende beklager han afbrydelsen.
»Jeg tror på, at vi mennesker er født med en tom harddisk,« siger han og finder tilbage på sporet. »Vi bliver efterhånden til et produkt af alle vores oplevelser. Det, at vi har taget netop dét job eller valgt dén retning i livet, kan være styret af oplevelser, der varede blot fem sekunder. Det kan være mennesker, vi møder, eller ting vi ser på TV. For mig var det at sætte mig ned i en gokart for første gang,« siger han.
Talentet
Det var hurtigt tydeligt for alle omkring Viaduktens fritidsklub, at Jason havde talent. Et drive ud over det sædvanlige. Han og bonusfaderen købte en brugt gokart og deltog i løb over hele landet. Siden i udlandet. Watt stod ofte øverst på podiet, selv om han ikke havde adgang til ligeså nyt og dyrt udstyr som de modstandere, der havde velhavende forældre. Både pokalsamlingen og selvtilliden voksede. Og det samme gjorde drømmen om at blive racerkører.
Da han var i starten af 20erne, havde han job som arbejdsmand på Bjarne Mortensens Pladeværksted på Amager. Lønnen var 70 kroner i timen. Enten skulle drømmen om professionel racing opfyldes, eller også ville han få et liv på det jævne. I 1993 lykkedes det ham at spare 100.000 kroner sammen, så han kunne rejse til England og deltage i tre løb. En miniserie for professionelle. Hans bonusfar, Leif Hansson, der ellers havde støttet hidtil i karrieren, bad ham inderligt lade være.
»Det må du fandeme ikke gøre, Jason,« sagde han.
»Det er fuldstændigt åndssvagt at bruge 100.000 kroner for to dage i en racerbil. Det vil du fortryde i så mange år, når det ikke lykkes for dig.«
Den 23-årige Jason kiggede på manden, som han altid havde set som sin »rigtige« far. Hans biologiske far, der stammer fra Jamaica, brød han kontakten med i teenageårene. Han »havde ikke styr på sit liv« og var ikke ikke værd at spilde tiden på, forklarer Jason. Han svarede sin bonusfar:
»Hvis jeg ikke gør det, vil jeg fortryde det resten af mit liv. Så får jeg aldrig svaret på, om jeg har talentet.«
Først sagde han ordene. Derefter viste han den løbskontrakt, der allerede var skrevet under.
Jason Watt vandt miniserien. Han skulle fortsat bruge aftener og nætter på at finde sponsorer og udvide sit netværk i branchen, men dette var starten.
Måneder senere vandt han både det engelske mesterskab og det uofficielle verdensmesterskab i Formel Ford. Karrieren kulminerede med tre fremragende sæsoner i Formel 3000, der dengang var et springbræt til Formel 1.
Livets tilt
Det var efter supersæonen i 1999, at livet tiltede. Efter en fotoseance med magasinet »MC Tjek« kørte Jason Watt galt på sin motorcykel på Amager. Han væltede ned i en græsgrøft med 50-60 km/t, slog en kolbøtte og landede på ryggen. Tre centimeter af hans rygmarv knækkede fuldstændigt over.
Da han vågnede op af sin kunstige koma få dage senere på Rigshospitalet, var han invalid fra brystet og ned. Med Jasons egne ord blev »Formel 1 til Formel Kørestol«.
»Hvordan jeg har det i dag? Rent fysisk er det noget lort,« siger Jason Watt og hælder lidt mere saftevand op i sit glas.
»Jeg har fantomsmerter ad Pommern til. 24 timer i døgnet, hver dag. Jeg tager piller tre gange om dagen for at holde dem nede. Men jeg er meget opmærksom på ikke at tage mere medicin end højst nødvendigt, for jeg gider ikke ende som et pillevrag,« siger han og forklarer, at den medicin, han benytter til at dulme nerverne, normalt bruges til at behandle epilepsi.
Jason Watt er typen, der smiler og svarer veloplagt, selv når vi taler om livets mørke sider. Nogle af de allermørkeste stunder er, når han en sjælden gang falder i søvn om aftenen uden at tage sin medicin. Måske fordi han ikke havde så ondt eller bare var træt. De smerter, han vågner op med i benene, rangerer han til 9,5 på en skala fra 1-10.
»Det gør ubeskriveligt ondt, og jeg farer ud til køleskabet. Hvis der ikke er et par bajere, der kan dulme smerten, indtil pillerne virker, er jeg fandeme på den. Jeg har taget mig selv i at sidde på toilettet og smække mig selv lussinger. For lige i det sekund, jeg rammer mig selv, forsvinder fantomsmerterne en anelse. Det vilde er, at lige meget hvor hårdt jeg slår mig selv i hovedet, gør det altid mere ondt i fødderne,« siger Jason Watt om de fantomsmerter der ofte følger med, når folk er blevet lammet eller har fået amputeret lemmer.
Trods smerterne har Jason Watt på ingen måde isoleret sig siden ulykken i 1999. Allerede det følgende år begyndte han at køre racerbil igen, og i 2002 blev han den første handicappede person nogensinde, der vandt et stort nationalt mesterskab med sin sejr i DTC. Han har deltaget i forskellige TV-programmer og har holdt foredrag siden 2000.
På privatsiden gik han heller ikke i stå. Han blev gift med sin kæreste, fotomodel og TV-vært Mai-Britt Vingsøe, og de fik i 2002 ved hjælp af kunstig befrugtning tvillingerne Noah og Filuca. Efter parrets skilsmisse fik han nok en søn med sin anden kone Sara. I dag – fire år efter skilsmissen fra Sara – er han i sit tredje seriøse forhold. Kæresten gennem 12 måneder har to børn – et på ti og et på 20 – hvor den yngste sammen med moderen er flyttet ind hos Jason.
»Siden min anden skilsmisse troede jeg faktisk, at jeg var færdig med større forhold. Tænkte, at der bare skulle være lidt småkæresterier her og der, indtil jeg blev for gammel til det pjat. Men så var hun der sgu – og for tredje gang fik jeg lyst til at indgå alle de kompromiser, der nu engang er, når man er to,« siger han.
»Når jeg kigger tilbage, tænker jeg på alle de ting, der ikke fungerede i mine tidligere forhold. Når jeg så er rigtig dygtig, lykkes det mig også at få øje på de ting, jeg selv gjorde galt. Det er meget sundt engang imellem at kigge lidt indad. At prøve at blive et bedre menneske selv i stedet for at tro, at det er de andre, der er noget galt med. Hold kæft, hvor når jeg at blive et godt menneske, inden jeg stiller træskoene,« siger Watt og griner.
Handicappet
Vi vender for en stund tilbage til ulykken. For 16 år siden. Der overvejede Jason Watt nemlig i ramme alvor at stille de førnævnte træsko.
»I dagene efter at jeg vågnede, blev alt sort. Jeg mistede troen på livet. Jeg tænkte rent faktisk, at det her skulle jeg ikke,« siger Watt.
»Det kan godt være at andre ville kunne klare at blive handicappet, men ikke jeg. Alene ordet: handicappet. Det havde jeg det stramt med,« siger han.
»Jeg var enormt egoistisk. Jeg tænkte, at kontrasten mellem den, jeg var, og den, jeg blev, var for stor. »Hvis bare jeg havde arbejdet på et bibliotek,« tænkte jeg, »så kunne jeg jo stadig tage på arbejde i en kørestol og sætte bøger på plads.«
De første dage var det karrieren og de bristede ambitioner, der udgjorde tankemylderet. Hans store plan var jo at køre Formel 1. Det var det eneste, han ville.
»Men langsomt forvandlede min ambition sig: Jeg ville egentlig bare være et helt menneske. Hvis jeg kunne få lov at være det. Så skide være med Formel 1, hvis bare jeg igen kunne få lov til at mærke det varme sand mellem mine tæer, når jeg gik på stranden. Hvis jeg kunne bevæge mig som alle andre. At miste min karriere var hårdt. At indse, at jeg aldrig ville blive et helt menneske igen, var langt værre,« siger han.
Mens han lå der i sengen, sad Mai-Britt Vingsøe ved hans side. Watt tænkte, at det var synd for hende. Her havde han rodet sig ud i sådan noget skidt, og så skulle hun sidde hos ham af pligt. »Bare skrid,« sagde Jason Watt kontant til hende.
»Gå din vej,« fremstammede han midt i al selvmedliddenheden.
»Hold nu din kæft,« svarede hun. »Det er jo ikke dine ben, jeg er forelsket i. Det er jo det, du er indeni. Og du er stadig dig selv.«
Højdepunkter og lavpunkter
Watts comeback til racersport var om ikke en direkte redning, så i det mindste noget væsentligt at gå op i. Han holdt fast i det gamle, mens han vænnede sig til sit nye liv.
Hans tre børn, som han fik efter ulykken, er derimod manifestationen af, at han traf det rigtige valg ved at leve videre. 12-årige Noah er i dag selv blandt de bedste gokart-kørere i verden i sin årgang. På hylderne i et af værelserne i huset i Herlev funkler flere end 100 store pokaler. Watt rejser ofte med Noah til Italien, hvor han kører for tiden. Senest i sidste weekend.
»Når nu vi taler om mine højdepunkter og lavpunkter, så kan jeg sige, at jeg bliver endnu lykkeligere over at se min søn vinde, end jeg gjorde, da jeg selv vandt. På samme måde bliver jeg endnu mere skuffet indeni, når han taber,« siger Watt.
På et tidspunkt fulgte han et af sønnens løb over livestream med sin kæreste. I sekunderne op til løbet fortalte hun, at man rent faktisk kunne høre Jasons hjerte banke. Så spændt var han.
»Den slags kan du ikke købe for penge. Det er da for vildt,« siger Jason Watt. Familiefaren er bevidst om at give sine to øvrige børn, Filuca (12) og Silas (7) lige så meget opmærksomhed som den fartglade, siger han.
Håbet
Jason Watts primære arbejde består i dag af at holde foredrag. Han startede med det allerede tilbage i 2000 og nyder stadig hvert eneste møde med publikum. Derudover stiller han op til begivenheder og velgørende formål.
Han er for første gang ambassadør for »Wings for Life World Run«. Det er et motionsløb for både voksne motionister, handicappede og børn – et løb, der har til formål at sætte fokus på netop rygmarvsskader. Den danske udgave af løbet finder sted i morgen i Aarhus og der er 1.500 tilmeldte løbere.
»Selvfølgelig optager det en rygmarvsskadet mand som jeg, at vi bør kunne kurere det skidt. Man kan lave organtransplantationer. Man kan endda rejse til månen. At sætte nogle nerver sammen burde ikke være så svært,« siger han og griner.
»For uanset hvor meget jeg sidder her og hviler i mig selv, så vil jeg da stadig gerne gå igen. Jeg tænker tit på, hvad jeg ville gøre, hvis jeg kunne,« siger han og kigger ud af vinduet.
Han nævner et par af de ting, han savner. At sætte sig op på en cykel og køre en tur i byen. At låne en bekendts Ferrari og cruise op og ned ad Strandvejen. Men der er én ting, der overtrumfer de andre.
»Jeg ville sgu da gerne have, at jeg havde en tid til en operation i næste måned og kunne få mine ben igen. At jeg måske en dag kunne gå på stranden og ikke bare mærke det varme sand mellem mine tæer, men også lege med ungerne. Dét ville begejstre mig allermest. At lave noget, de syntes var fedt, og høre dem sige:
»Øj, far, det troede vi aldrig, vi skulle gøre sammen med dig«.«
